Nyhetsartikkel

16 november 2016

Varmepumper på Netflix-model

Der er store penge at spare på varmeregningen ved at skifte det gamle oliefyr ud med en elektrisk varmepumpe, som bruger varmen i jorden eller udendørsluften til at varme huset op.

Alligevel vælger mange danskere andre opvarmningsformer, fordi varmepumpen er en større investering, selvom den er billigere i drift.

Det vil Energistyrelsen nu ændre på. Fem virksomheder modtager i alt 25 millioner kroner i en forsøgsordning, der skal udvikle nye forretningsmodeller for varmepumper. En typisk model er, at kunden ikke køber sin varmepumpe selv, men betaler løbende for varmen i stedet.

De nye forretningsmodeller, hvor husejere ikke længere behøver eje deres varmepumpe, har et stort potentiale. Hidtil er udskiftningen til varmepumper ikke gået nær så hurtigt som forventet i Danmark. Det er en udfordring, fordi varmepumper i fremtiden kan spille en vigtig rolle i forhold til at balancere elproduktionen fra vindkraft.

Derfor glæder det Richard Schalburg, at der nu udvikles nye løsninger til varmepumper:

– Når danskerne i stor stil køber de små luft-luft varmepumper, men alligevel er tilbageholdende med de større og endnu mere effektive varmepumper, så er det fordi anlægsomkostningerne er højere. Man vil hellere betale 30.000 for et oliefyr end 80.000 for en varmepumpe, fordi besparelsen først melder sig efter 7-8 år, fortæller Richard Schalburg, chefkonsulent i Dansk Energi og fortsætter:

– Men med denne ordning, kan forbrugeren spare fra dag ét. Dermed bliver varmepumpen langt mere attraktiv og vil formentlig kunne konkurrere, ikke kun med oliefyr men også med pillefyr, som er det alternativ, mange danskere vælger i dag.

Energistyrelsens forsøgsordning ventes at komme op til 1750 husstande til gode.

.

Læs hele nyheden

Kommentarer

kommentarer