Mindre vind påvirker energiforbruget
Energi- og ikke mindst kulforbruget er de sidste år faldet. Men i 2016 får begge dele et lille nøk op blandt andet fordi det har blæst mindre.
«Det faktiske energiforbrug steg med 1,4 procent i de tre første kvartaler af 2016 i forhold til samme periode året før. Korrigeret for brændselsforbrug ved udenrigshandel med el steg energiforbruget med 1,8 procent» skriver Energistyrelsen i en ny opgørelse over energiforbruget i årets første tre kvartaler.
– Mindre blæst i 2016 betyder, at vi i årets ni første måneder har produceret 14 procent mindre el fra vind sammenlignet med de første tre kvartaler af 2015. Vi brugte også tre procent mere el, og forskellen bliver hentet ved elproduktion på både danske og udenlandske termiske kraftværker, og her indgår et konverteringstab i opgørelsen, som giver et højere energiforbrug, end når vi får vores el fra vind, siger Torsten Hasforth, chefkonsulent i Dansk Energis analyseenhed.
– Vi fortsætter udbygningen af vedvarende energikilder og derfor vil et permanent øget elforbrug blive rummet af et elsystem med fortsat færre fossile brændsler, fortsætter han.
I dag udgør vedvarende energi omtrent 55 procent af det danske elforbrug.
.