Nyhetsartikkel

16 november 2016

Gør klimaindsats til win-win

Vi skal have øje for at gøre vores klimaindsats i de ikke-kvoteomfattede sektorer til en win-win-situation. Derfor skal vi blandt andet erstatte fossile brændsler med den stadig grønnere el i vores transport og opvarmning, siger afdelingschef i Dansk Energi som kommentar til Klimarådets nye rapport om klimaindsatsen i de ikke-kvoteomfattede sektorer.

Klimarådet påpeger, at såfremt Danmark gør fuldt ud brug af muligheden for at tælle CO2-optag i forbindelse med skov og arealanvendelse (LULUCF) med i målopfyldelsen, så er behovet for yderligere hjemlige reduktioner til at håndtere. Klimarådet anbefaler, at man primært satser på indenlandske drivhusgasreduktioner inklusiv LULUCF for at opfylde sin klimaforpligtelse, og dermed undlader at købe udledningstilladelser i udlandet og annullere kvoter som led i sin opfyldelse af reduktionsmålet.

Dansk Energi er enig med Klimarådet i, at man bør tænke opfyldelse af den kommende klimaforpligtelse på de ikke-kvoteomfattede områder sammen med den langsigtede grønne omstilling.

– Det væsentlige for Danmark er, at vi har et langsigtet mål om at blive uafhængige af fossile brændsler i 2050. Det mål skal vi have for øje, og derfor skal vi i gang nu. Mange af virkemidlerne er de samme, uanset om vi taler uafhængighed af fossile brændsler eller reduktion af drivhusgasser i de ikke-kvoteomfattede sektorer, siger Stine Leth Rasmussen, afdelingschef i Dansk Energi.

Kommentarer

kommentarer