Nyhetsartikkel

10 november 2016

Anders Søe rykker ned i GE-hierarkiet

Den danske vindboss Anders Søe-Jensen rykker et trin ned, mens GE-veteran overtar topposisjonen.

Det bliver et kendt ansigt fra GE, der får den faste post som topchef for GE Offshore Wind. Dermed blev det blot til en midlertidig stilling, at Anders Søe-Jensen var topchef i selskabet, der blev dannet tidligere på året efter GE’s opkøb af Alstom, skriver Energy Watch.

I stedet bliver det amerikanske John Lavelle, der bliver ny CEO for GE Offshore Wind. Lavelle har været hos GE i 33 år, og har blandt andet været chef for Global Project Operations og Gasification Business. Han har været udstationeret for GE i blandt andet Kina, Australien og New Zealand.

Anders Søe-Jensen, der tidligere har været offshorechef i Vestas, blev ellers tilbage i november sidste år sat i den absolutte nøgleposition i GE Offshore, med målet om at sikre selskabet en dominerende position på det boomende havvindmøllemarked mod bl.a. Vestas og Siemens. Anders Søe- Jensen fortsætter i GE Offshore Wind som kommerciel chef.

«John Lavelle er en fremragende CEO, der har bevist sit værd som leder i forretningsudvikling og projektudførelse i mange GE divisioner. Han globale erfaring og dybe forståelse for koncernen vil hjælpe vores offshore forretning med at drage gavn af GE’s mange kompetencer, mens det samtidig bibringer en ny, digital erfaring ind i offshore segmentet,» siger Jerome Pecresse, adm. direktør i GE Renewables, i en meddelelse.

Anders Søe-Jensen får dog rosende ord med fra Jerome Pecresse, selv om han altså ikke længere skal stå i spidsen for GE Offshore Wind.

«Anders har været en drivende kraft i offshore segmentet i lang tid. Han har gjort et fremragende job med at drive forretningen frem til hvor den er nu, og han er den rette leder til at udvikle de kritiske relationer til offshore branchen, hvilket er afgørende for at lykkes i det her segment,» siger Jerome Pecresse. GE havde før opkøbet af Alstom haft mere end svært ved at begå sig i offshore vind, men satser nu på, at den Allstom-udviklede Haliade-mølle på 6MW vil sikre et gennembrud. Møllen er bl.a. blevet valgt til det amerikanske Block Island-projekt, som bliver USA’s første havvindmøllepark.

Kommentarer

kommentarer