Siemens og Enel opstiller vindmøller på besat land

To store vindmølleparker i Vestsahara møder kritik, skriver Information.

Enorme vindmølleparker i ørkenen og anlæggelsen af verdens største sammenhængende solcelleanlæg skal gøre Marokko til Afrikas pioner inden for vedvarende energi. I næste uge er kongedømmet vært for FN-klimatopmødet COP22, og ambitionen om at nå 42 procent grøn energi i løbet af de næste tre-fire år har ført til international medieomtale og anerkendelse.

Men ifølge en rapport fra græsrodsnetværket Western Sahara Resource Watch, som udkommer i dag, vil helt op til 26 procent af Marokkos vedvarende energi i 2020 komme fra anlæg i Vestsahara, som Marokko har besat siden 1976. Blandt de største leverandører er det dansk-tyske selskab Siemens Wind Power, som sammen med italienske Enel Green Power og marokkanske Nareva Holding bidrager til to store vindmølleparker i Vestsahara.

Anlæggene møder kritik fra flere sider – ikke mindst fra Vestsaharas oprindelige befolkning, saharawierne.

«Anlæggene risikerer at forlænge besættelsen af Vestsahara. Marokko lokker udenlandske virksomheder til at investere i den her sektor for at legitimere dets tilstedeværelse i området, og indtægterne fra investeringerne finansierer så besættelsen og styrker kun den marokkanske økonomi,» siger Lahcen Dalil, der er leder af den saharawiske NGO, The Association for the Monitoring of the Resources and for Protection of the Environment, som arbejder for saharawiernes ret til egne ressourcer. At de nye grønne projekter kan være med til at legitimere Marokkos besættelse og gøre det sværere at finde en løsning, mener også den tidligere chef for FN’s mission i Vestsahara, den danske generalmajor Kurt Mosgaard.

«En udbygning af området – inklusiv med vindmøller – gør det vanskeligere at opnå en fredelig løsning, da det bliver vanskeligere at give slip på et område, som Marokko har investeret betydelige midler i,» siger han. Tidligere øverste juridiske rådgiver for FN, Hans Corell, mener desuden, at anlæggene kan stride mod Folkeretten.

«Hvis man bruger Vestsaharas territorium til at bygge vindanlæg til Marokkos og udenlandske virksomheders fordel, uden forsvarligt at konsultere Vestsaharas folk og sikre sig, at det er dem, der får gavn af vindenergien, så er det i strid med International Lov og FN’s retningslinjer for ansvarlig virksomhedsførelse,» siger han. Omkring 200.000 saharawier har været fordrevet til flygtningelejre i den algierske ørken, siden Marokko invaderede Vestsahara for 40 år siden.

Tidligere har det været genstand for international kritik, at Marokko beriger sig på fiskeri langs Vestsaharas kyst og udvinder olie, gas og fosfat fra det besatte område. En række europæiske og danske banker og pensionskasser har trukket deres investeringer ud af virksomheder, der bidrager til naturressourceudvindingen. Kontrakter til udvindingen anskaffes gennem marokkanske statsejede selskaber, og Vestsaharas oprindelige folk har ikke indflydelse på aftalerne. I den anledning erklærede Hans Corell allerede i 2002 som FN’s daværende øverste juridiske rådgiver, at det strider mod folkeretten at fragte naturressourcer ud af det besatte Vestsahara «uden hensyn til Vestsaharas folks interesser og ønsker».

Og den konklusion gælder også for vedvarende energi i dag, forklarer han til Information. Kernen i problemet er, at det ikke er muligt at spørge repræsentanter for Vestsaharas folk om deres holdning til naturressourceudvindingen, før de har fået den folkeafstemning om uafhængighed, som de blev lovet af FN tilbage i 1992.

Afstemningen har endnu ikke været afholdt; blandt andet på grund af uenighed om, hvorvidt de marokkanske bosættere i området er stemmeberettigede, samt fordi Marokko har villet lade afstemningen handle om Vestsaharas ’autonomi’ frem for selvstændighed. Det har ikke været muligt at få en mundtlig kommentar fra den marokkanske ambassade i Danmark om sagen. I stedet har ambassaden sendt en generel udtalelse om naturressourceudvinding, hvor det bemærkes, at valgdeltagelsen er meget høj i Vestsahara under både lokale og marokkanske nationale valg, samt at området har mange repræsentanter i parlamentet.

«De tal og fakta taler højt for sig selv og besvarer Hans Corell forespørgsel om ’behovet for samtykke fra lokalbefolkningen på området’,» skriver ambassaden. Men til det svarer Hans Corell, at Marokkos invasion af Vestsahara og overførslen af egne borgere til området i første omgang kan være i strid med artikel 49 i den fjerde Geneve-konvention, samt at det med de nuværende marokkanske valg er umuligt at afgøre, hvor stor en del af de stemmedeltagende, som er marokkanske bosættere i området. Siemens Wind Power er et dansk-registreret aktieselskab, der har stort set hele sin vindmølleproduktion i Danmark, men er ejet af tyske Siemens.

På sin hjemmeside skriver Siemens, at «skabelsen af varig værdi for de samfund, vi opererer i, er en af de vigtigste drivkræfter for Siemens’ forretningsaktiviteter», og «vores opfindsomhed hjælper os med at skabe varig værdi for alle relevante interessentgrupper.» Men pressemedarbejder i Siemens Eva-Maria Baumann kan ikke svare Information på, om man har forsøgt at konsultere repræsentanter fra den saharawiske befolkning om kontrakterne i Vestsahara. – Stemmer risikoen for at legitimere og forlænge Marokkos besættelse i Vestsahara overens med Siemens’ etiske standarder?

«Der er vores svar, at vindmølleparkerne ikke udvinder ressourcer på uoprettelig vis. Vind er en vedvarende energikilde, og den udtømmer ikke på nogen måde de eksisterende ressourcer,» siger hun. Trods gentagne henvendelser har Siemens ikke svaret på spørgsmålet om, hvorvidt virksomheden har konsulteret saharawierne. I en officiel udtalelse angiver Siemens, at projektet ikke «strider mod gældende lov», samt at Siemens blandt andet har vurderet projektet ud fra, om det overholder «retten til selvbestemmelse under alle andre menneskerettigheder anerkendt af International Lov.»

Kurt Mosgaard medgiver, at der er tale om en vedvarende energikilde, og at sagen dermed adskiller sig fra tidligere sager om naturressourceudvinding i Vestsahara. Men det ændrer ikke på, at energianlæggene vil forlænge konflikten, mener han. Heller ikke i forhold til overholdelsen af International Lov og FN’s retningslinjer for ansvarlig virksomhedsførelse spiller det nogen rolle, mener Hans Corell.

Her gælder retningslinjerne både «vedvarende såvel som ikke-vedvarende ressourcer og energikilder,» forklarer han. Siemens har allerede leveret møller til en række vindprojekter i Vestsahara, og her understøtter brugen kritikken. Ifølge Western Sahara Resource Watch forsyner Siemens-vindmøllerne nemlig en afdeling af det statslige marokkanske fosfat-selskab med 95 procent af den energi, det bruger til udvinding og transport af mineraler fra det besatte område. Siemens har ikke kommenteret denne oplysning. De grønne initiativer kan derfor meget vel blive nye knudepunkter for den 40 år gamle konflikt, mener Kurt Mosgaard.

Han påpeger, at fosfat-transportbåndene i Vestsahara ofte blev udsat for sabotage under den tidligere borgerkrig mellem Marokko og saharawierne, og at det er begyndt at ske igen i løbet af de sidste par år. «Vindmøller ville kunne blive et mål for utilfredshed blandt saharawierne. De er jo lidt nemmere mål end de velbevogtede fiskerihavne og skibe og boretårne på havet,» siger han.

Kommentarer

kommentarer