Nyhetsartikkel

22 august 2016

P-pladser til elbiler sikrer omstilling

Nyt forslag om gradvist at indføre flere elbil-pladser i Københavns Kommune sender vigtigt signal til nye elbil-ejere.

Elbil-ladepladser er nødvendige, hvis vi vil nå vores klimamål og vil udfase fossile brændsler fra vejtransporten, mener Dansk Elbil Alliance.

I 2010 besluttede Københavns Borgerrepræsentation, at op til 500 parkeringspladser i København kunne forbeholdes elbiler, typisk der hvor private aktører opstiller lade-infrastruktur. Det skal gøre det muligt at oplade elbiler i København, også for bilejere der ikke har en privat parkeringsplads.

Siden da er der opstillet flere nye ladestandere, antallet af elbiler i København er mangedoblet, og rammen på 500 elbil-pladser er fyldt ud. Derfor foreslår miljø- og teknikborgmester Morten Kabell (EL) nu at udvide rammen med yderligere 500 pladser. Nyheden modtages positivt af Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.

Hun påpeger, at parkeringsregler er centrale for, hvor mange der vælger en elbil. Ved at forbeholde parkeringspladser ved ladestandere til elbiler bliver også det synligt i gadebilledet, at elbilen er et godt alternativ, også selvom man ikke har sin egen indkørsel med opladning.

 

Kommentarer

kommentarer