Nyhetsartikkel

30 november 2018

Europas elsektor kan være CO2-neutral i 2045

Den europæiske elforsyning kan være CO2-neutral inden 2045. Det viser et nyt studie. Godt nyt for klimaet og dansk erhvervsliv, mener Dansk Energi.

Mandag præsenterede Eurelectric, paraplyorganisationen for de europæiske el-interesseorganisationer, anden del af sit dekarboniserings-studie, der fokuserer på mulighederne for en grøn omstilling af elsektoren. Studiet viser, at den europæiske elsektor kan være dekarboniseret i 2045.

Hos Dansk Energi bifalder man Eurelectrics konklusioner. De viser ifølge viceadministrerende direktør Anders Stouge, at de europæiske elselskaber er klar til at gå forrest i klimakampen.

– Det er en meget markant udmelding fra en sektor, der traditionelt har baseret sig på kul, gas og atomkraft, og som nu går i fælles front for den grønne omstilling, siger Anders Stouge.

Det er en meget markant udmelding fra en sektor, der traditionelt har baseret sig på kul, gas og atomkraft, og som nu går i fælles front for den grønne omstilling.

Anders Stouge, viceadministerende direktør, Dansk Energi
EU-Kommissær Maroš Šefčovič modtog Eurelectrics vision ved et event på Bibliothèque Solvay i Bruxelles

I Danmark har regeringen allerede erklæret, at man vil udfase kul inden 2030, mens størstedelen af Danmarks elproduktion allerede i dag kommer fra vedvarende kilder. I andre europæiske lande ligger der dog stadig store forandringer forude, hvis produktionen af el skal skiftes væk fra fossile kilder.

Anders Stouge mener, at elsektorens omstillingsplaner ikke kun vil komme klimaet til gode, men også kan betyde en økonomisk gulerod til Danmark.

– Det vil kræve store investeringer at omstille elsektoren i Europa. Og her kan danske virksomheder byde ind med viden og løsninger i verdensklasse. Omstillingen kan derfor også blive en stor økonomisk gevinst for Danmark i form af eksport og jobs, vurderer Anders Stouge.

EU-klimastrategi venter
Lanceringen af Eurelectrics analyse kommer, inden Europa-Kommissionen onsdag præsenterer sit udspil til en klimastrategi for hele økonomien i EU frem mod 2050. I den forbindelse har en række EU-medlemslande, heriblandt Danmark, opfordret Kommissionen til at inkludere en klar retning mod netto-nuludledning i EU i 2050.

Anders Stouge håber, at Kommissionen vil tage medlemslandenes udmelding alvorligt. Han mener, elselskabernes planer om CO2-neutralitet bør være et rygstød til klima-ambitionerne i Europa.

–  Blandt EU-medlemslandene er der en erkendelse af, at den grønne omstilling skal op i tempo. Samtidig viser elsektoren, at man vil påtage sig sin del af klima-ansvaret. Denne udvikling bør Kommissionen udnytte og præsentere et klart scenarie for CO2-neutralitet for hele EU-økonomien i 2050, siger Anders Stouge.

Eurelectrics lancering og Kommissionens udspil til en 2050-strategi kommer ugen inden COP24-klimatopmødet skydes i gang i Katowice i Polen.

Læs om første del af studiet, der udkom i juni:

Kommentarer

kommentarer