Kan flytte elforbruk fra varmepumper
Forsknings- og udviklingsprojektet EcoGrid 2.0 dokumenterer, at det kan lade sig gøre at flytte betydelige mængder elforbrug fra varmepumper og el-radiatorer – og dermed både levere regulérkraft til det nationale energisystem og ydelser til lokale elnetselskaber.
Ja, fleksibelt elforbrug i parcelhuse og sommerhuse kan understøtte driften af både det nationale energisystem og lokale elnet, skriver Dansk Energi på sine netsider.
Sådan lyder en af konklusionerne fra forsknings- og udviklingsprojektet EcoGrid 2.0, hvor godt 800 husstande på Bornholm stiller varmepumper og el-radiatorer til rådighed for et af de hidtil mest ambitiøse forsøg på at vise, hvad fleksibelt elforbrug kan bruges til.
– Vi kan dokumentere de bedste reduktioner og stigninger i elforbruget, der nogensinde er set i forsknings- og udviklingsprojekter, siger civilingeniør, ph.d. Emil Mahler Larsen fra Dansk Energi, der er projektleder for EcoGrid 2.0.
De godt 800 familier på Bornholm har styrebokse fra enten Siemens eller Greenwave Systems, og disse bokse giver projektets to aggregatorer adgang til at skrue ned eller op for varmen inden for de komfortgrænser, deltagerne hver især har fastsat.
Løser behov for mindre elforbrug
IBM styrer 450 varmepumper og elradiatorer på Bornholm. En af de mange test med at skrue ned foregik den 22. januar 2018 (se grafik), hvor der blev slukket for varmen i en time fra kl. 11 om formiddagen og kl. 21 under kogespidsen senere på aftenen. Elforbruget fra husene blev reduceret med over en tredjedel i begge perioder, skriver Dansk Energi.