Nyhetsartikkel

08 november 2017

Prisfald for energispareforpligtelsen hos elnetselskaber

Prisen på danske elnetselskabernes energibesparelser er faldet, viser ny rapport fra Energitilsynet.

Priserne på elnetselskabernes energibesparelser er faldet. Det viser en ny rapport fra Energitilsynet, der sammenligner omkostningerne i den energispareindsats, der i 2016 realiserede energibesparelser svarende til omkring tre procent af det danske energiforbrug.

Faldet i priserne skyldes især lavere omkostninger hos både elnet- og gasdistributionsselskaber – som ikke påvirkes af en mindre prisstigning hos fjernvarmedistributionsselskaberne. Hos elnetselskaberne er der sket et fald i omkostninger på 2,2 øre/kWh. Hos Dansk Energi er man glad for udviklingen og mener, at det siger noget om, at markedet for energibesparelser har stabiliseret sig.

– Det er positivt, at markedet ser ud til at stabilisere sig efter flere år med stigende omkostninger, blandt andet som følge af et fortsat øget energisparemål. At priserne stabiliserer sig, viser også, at markedet fungerer – og udbud og efterspørgsel følges ad, siger Kamilla Thingvad, afdelingschef i Dansk Energi.

Elnetselskaberne har fortsat de højeste omkostninger i markedet trods et lille fald. Det skyldes ifølge Dansk Energi, at elnetselskaberne ikke har den samme adgang til at hente besparelser i egne aktiver, som eksempelvis fjernvarmesektoren gør, når der hentes besparelser fra renovering af fjernvarmenettet.

Rigsrevisionen kritiserer netop i sin rapport, at ordningen muliggør støtte til eksempelvis ledningsoptimering i fjernvarmen, som alligevel skulle foretages.

– Vi deler kritikken af, at det ikke giver mening at bruge danskernes penge på noget, som ikke giver reelle energibesparelser, siger Kamilla Thingvad og fortsætter:

– I Dansk Energi ser vi frem til at gentænke energisparepolitikken, så den kan målrettes besparelser af fossile brændsler, og vi kan få flest besparelser for pengene. Det skal vi gøre ved øget markedsgørelse, og ved at fjerne finansieringen fra energiregningen, siger Kamilla Thingvad.

Benchmarking af omkostninger til varetagelse af energispareforpligtigelse 2010-2016

EMNER

Kommentarer

kommentarer