Nyhetsartikkel

26 september 2017

Nyt EU-forslag kan sende flere datacentre til Danmark

Danmark er en attraktiv lokation, når virksomheder som Facebook og Google skal placere deres datacentre i Europa. Et ny EU-forslag kan betyde endnu flere investeringer i Danmark.

Da Apple i 2015 besluttede at etablere et datacenter ved Viborg, blev det kaldt for ”årets bedste erhvervsnyhed” af daværende handelsminister Mogens Jensen (S). Siden har både Facebook og Google annonceret planer om at etablere datacentre i Danmark. Et nyt EU-forslag kan betyde, at endnu flere af de strømglade investorer vender øjnene mod Danmark.

Den 13. september præsenterede EU-Kommissionen et lovforslag, som skal forhindre medlemslandene i at stille urimelige krav til, hvor ”ikke-personlige data” opbevares. Eksempelvis har Luxembourg haft strikse krav til, at deres omfattende banksektor skal lagre data inden for grænserne af det lille fyrstendømme. Det nye lovforslag lægger op til, at der kun i relation til den offentlige sikkerhed kan stilles krav til, at data lagres inden for en given medlemsstat. Forslaget kan få stor betydning for den danske energisektor, udtaler Dansk Energis vicedirektør Anders Stouge:

– Vi ved, at der skal bygges mange datacentre i Europa i de kommende år, og vi ved også, at Danmark har nogle af de kvaliteter, som investorerne er på udkig efter. Vi har Europas højeste leveringssikkerhed, og vi har meget vedvarende energi i systemet. Desuden producerer datacentrene en masse varme, som man effektivt kan koble sammen med det danske fjernvarmesystem og gøre forretningen endnu grønnere.

Lovforslaget skal nu drøftes i både Europa-Parlamentet og blandt EU’s medlemslande i Rådet. Hvis det fører til, at de såkaldte lokalitetsrestriktioner ophæves, er det en chance Danmark bør gribe, siger Anders Stouge, og understreger vigtigheden af at elsektoren gøres i stand til at håndtere det ekstra strømforbrug.

– Apple investerer 6,3 milliarder kroner i Viborg og skaber hundredevis af arbejdpladser i de næste 10 år. Samtidig kan alene dette datacenter føre til en mærkbar stigning i elforbruget i Danmark, når det er fuldt udbygget. Hvis det stadig skal være grønt at placere datacentre i Danmark i fremtiden kræver det, at udbygningen af vedvarende energi fortsætter. Og så skal lovgivningen for net-selskaberne indrettes på en måde, der fremmer innovation og intelligente løsninger.

Energinet, der administrerer det overordnede transmissionsnet i Danmark, forventer et øget strømforbrug fra datacentre på knap fire terawatt-timer (TWh) i 2023. Det svarer til elforbruget fra én million danske familier.

Kommentarer

kommentarer