Myter spærrer vejen for elbiler
Myter om pris og rækkevidde blokerer for, at danskerne køber en elbil. Det viser undersøgelse af Dansk Energi. Afgifterne skal også holdes i ro, for at salget tager fart, mener Dansk Energi.
Av Informationsavdelingen, Dansk Energi
Ind med elbilen – og ud med benzin- og dieselslugeren. Det er den helt store opgave i transportsektoren i Danmark, hvor udledningen af drivhusgasser fortsat stiger.
Men ifølge en undersøgelse, som Userneeds har lavet for Dansk Energi, betyder myter om elbilernes pris og rækkevidde, at danskerne holder sig fra at købe en klimavenlig bil. Flertallet af de adspurgte vurderer prisen på en elbil højre, end den i virkeligheden er. Samtidig viser undersøgelsen, at danskerne faktisk ikke er klar over, at rækkevidden på de elektriske biler til fulde opfylder, hvad danskerne reelt har behov for deres hverdag.
– Valgkampen viste, at danskerne er parate til at sparke fossile brændsler ud af deres hverdag. Men vi kan desværre se, at myter afholder dem fra at købe en grøn bil. Alle, som vil den grønne omstilling, har en kæmpe opgave med at aflive myterne. Teknologien udvikler sig, priserne på elbilerne falder, de kører længere og længere på en opladning, og udvalget af modeller vokser, siger Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi.
Teknologien udvikler sig, priserne på elbilerne falder, de kører længere og længere på en opladning, og udvalget af modeller vokser.
Lars Aagaard, administrerende direktør, Dansk Energi
Finanslov med fokus på elbiler
Men kampen mod myterne er ikke nok. Ifølge Lars Aagaard skal der konkret politik på bordet, som sætter strøm til salget af elbiler. Det bør allerede ske med den kommende finanslov.
– Vi har brug for en politik, der skaber ro om elbilmarkedet – blandt andet ved at fastholde den lave registreringsafgift på grønne biler flere år frem. På den måde kan vi her og nu få flere danskere til at sætte sig bag rattet i en elbil, hvilket er altafgørende for at nedbringe udledningen af CO2, siger Lars Aagaard.
På længere sigt bliver opgaven at opgradere energi-infrastrukturen til en stadig mere elektrisk bilpark. Ifølge beregninger fra Dansk Energi skal der investeres tre til 19 milliarder ekstra i elnettet og sættes 250 nye ladestandere op hver dag frem mod 2030.
– Opgaven er ikke uoverskuelig, og med et af verdens bedste elnet har vi et godt udgangspunkt. Branchen er klar til at investere, men det kræver at politikerne mere konkret melder ud, hvor mange elbiler de ønsker, at elnettet skal kunne håndtere ligesom de bliver nødt til at justere den gældende regulering af elnettet, så de helt nødvendige investeringer også kan finansieres, siger Lars Aagaard.