Ørsted bruger droner i kampen om større vindmøller
De stadig voksende vindmøller får ikke kun mængden af MW til at stige, men også udgiften til vedligeholdelse. Derfor har Ørsted nu taget et nyt våben i brug i kampen for at holde udgiften nede.
Større vindmøller på havet betyder, at der skal bruges flere ressourcer på at holde møllerne ved lige. Det har Ørsted nu fundet en løsning på – nemlig droner. Det skriver Børsen. Og det kan godt betale sig. Ud for Liverpools kyst står 32 enorme havvindmøller omkring 145 meter over havets overflade, og en inspektør skal bruge to timer på hver mølle. Dermed tager det en hel arbejdsuge at komme gennem vindmølleparken ud for Liverpool. En drone kan derimod klare hele parken på godt én arbejdsdag. I sidste uge sendte Ørsted i samarbejde med britiske Skyspecs en drone op. «Møller, der bliver større og større, har helt bestemt hjulpet den hastige reduktion i omkostninger på havvind på vej,» udtaler Ørsteds leder af projektet David-Lee Jones i en meddelelse på selskabets hjemmeside, skriver avisen. Han nævner samtidig, at en drone kan nå at inspicere seks vindmøller på samme tid, som en tekniker kommer igennem én enkelt. Og selv om de stadigt større vindmøller er vigtige i kampen om at få omkostningerne ned, stiller de også krav til teknikerne, der skal holde møllerne kørende.