Nyhetsartikkel

01 juni 2018

Grøn strøm åbner for massiv elektrificering

Med generalsekretær Kristian Ruby som topchef justerer Eurelectric i Bruxelles kursen i en grønnere og mere konstruktiv retning.

Kursskiftet sker på samme tid, som EU’s institutioner skal blive enige om rammerne for energi- og klimapolitikken frem mod 2030, skriver Dansk Energi på sine nettsider.

Kulkraft har tabt slaget i Europa, der nu primært sætter euro og andre valutaer i vindkraft, solenergi, biomassefyrede kraftværker og energieffektive løsninger.

– I 2016 gik omkring 90 procent af investeringerne i elproduktion til vedvarende energi, og det fortsætter. Vi har i nyere tid set et par aftaler om gaskraft, men der er ikke vedtaget nye kulkraftværker i flere år, konstaterer generalsekretær Kristian Ruby fra brancheorganisationen Eurelectric i Bruxelles ifølge Dansk Energi.

Kristian Ruby vurderer, at den grønne omstilling af elsektoren i Europa ikke længere lader sig stoppe, og som en konsekvens af det, bliver elektricitet stadig mindre CO2-belastende for det globale klima. Med grøn strøm som argument er Eurelectric derfor klar til at kæmpe for en øget elektrificering bl.a. af opvarmning, transport og industri.

Elektrificering er helt afgørende, hvis EU vil tage FN’s klimaaftale fra Paris alvorligt.

Kristian Ruby, generalsekretær i Eurelecetric.

– Elektrificering er helt afgørende, hvis EU vil tage FN’s klimaaftale fra Paris alvorligt, fastslår Kristian Ruby fra den europæiske lobbyorganisation, der repræsenterer over 3.500 virksomheder og har Dansk Energi som et af sine 34 fuldgyldige medlemmer.

Grøn vision for Europa

Som del af en moderniseringsproces igangsatte Eurelectric en interessentanalyse i 2017. Analysen viste, at organisationen har ry for at være stærk i den faglige substans, men for tæt knyttet til fortidens løsninger. For at sikre indflydelse fremadrettet var tiden derfor mere end inde til et skifte, og siden har Eurelectric kigget indad, lagt sin struktur om, redefineret sine mandater og holdninger til den virkelighed og fremtid som omgiver elsektoren.

Og helt centralt i denne redefinering har Eurelectric gennemført en visions-proces sammen med sine medlemmer, der tæller elnetselskaber, producenter og elhandelsselskaber over hele Europa.

Kristian Ruby, du har været generalsekretær siden januar 2017. Allerede i december 2018 kunne Eurelectric fremlægge en ny vision, hvor elbranchen lover at accelerere den grønne omstilling og være CO2-neutral i god tid før 2050. Hvem har været dine stærkeste alliancepartnerne i den proces?

– Det er vigtigt at have en stærk og visionær formand som Francesco Starace fra italienske ENEL, og så er det rigtig godt at have fremsynede medlemmer som Danmark, Østrig og Norge. Generelt har jeg oplevet en konstruktiv indstilling fra alle sider. Alle var ikke enige undervejs, men vi blev enige, selv om Polen og nogle af de andre lande vil have store udfordringer, fortæller Kristian Ruby.

Styrket legitimitet og troværdighed

Dansk Energis viceadministrerende direktør, Anders Stouge, der er medlem af bestyrelsen for Eurelectric, glæder sig over den nye kurs for den europæiske brancheorganisation – en kurs, der vil give elsektoren større legitimitet og troværdighed i den aktuelle europæiske debat om valg af mål og virkemidler frem mod 2030 og 2050.

Anders Stouge, viceadministrerende direktør i Dansk Energi.

– Vi i Dansk Energi har lagt rigtig mange kræfter i at få skabt en alliance på tværs af europæiske energiselskaber og på tværs af vores europæiske søsterorganisationer. Vi har set det som helt afgørende at få en fremadrettet ambitiøs vision for Eurelectric og på at gøre Kristian Ruby til generalsekretær. Det har vi gjort ud fra en klar egeninteresse, hvor der i den grad har været et behov for at få Eurelctric til at tage tigerspringet til en fremadskuende og agil organisation, der favner fremtiden, siger Anders Stouge.

For Dansk Energi er det ifølge Anders Stouge vigtigt, at Eurelectric er legitim og derfor er i stand til troværdigt at sætte en konstruktiv dagsorden i sit lobbyarbejde i forhold til det europæiske magt-trekløver; EU’s Ministerråd, EU-Kommissionen og EU-Parlamentet.

En vigtig pointe er, at en betydelig del af den regulering, der påvirker danske energiselskaber, bunder i EU-regulering:

– Energisektoren påvirkes i særlig stor grad af lovgivning fra EU. Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet er det ministerium, der er mest påvirket af EU-lovgivning. Over en tredjedel af energilovene i Danmark er implementering af EU-direktiver og forordninger, påpeger Anders Stouge.

Atypiske alliancer

Dansk Energi er begyndt at supplere sin europæiske indsats via Eurelectric og sit eget kontor i Bruxelles med atypiske tidsbegrænsede formelle alliancer og koalitioner. ’Energy Solutions EU’ er et eksempel, hvor Dansk Energi over et par år har koblet Morten Helveg Petersen (R) og andre nøglepersoner fra EU-Parlamentet sammen med en række europæiske og globale energigiganter for at presse på for en grønnere kurs i EU’s Energiunion.

– Med Energy Solutions har vi i en periode plejet vores interesser på en måde, der har giver et ekstra gear til Eurelectric og vores eget direkte arbejde over for EU-institutionerne, siger Anders Stouge og understreger, at Eurelectric som grundmotor er uhyre vigtig for Dansk Energis medlemmer – ikke mindst nu, hvor Eurelectric foreningen anbefaler stop for nye kulkraftværker og CO2-neutralitet i god tid inden 2050.

Energisektoren påvirkes i særlig stor grad af lovgivning fra EU. Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet er det ministerium, der er mest påvirket af EU-lovgivning. Over en tredjedel af energilovene i Danmark er implementering af EU-direktiver og forordninger.

Anders Stouge, viceadministrerende direktør i Dansk Energi.

Polske positioner i bevægelse

Også andre ser på Europa med friske øjne. Polen er kendt som det europæiske kul-land nr. 1, men Kristian Ruby ser klare tegn på bevægelse i de polske positioner. Polen har et dybt og nært forhold til minedrift og kulkraftværker, men statsstøtten til minedrift er under afvikling som besluttet i 2011, da Connie Hedegaard var klimakommissær og Kristian Ruby hendes assistent.

Kul er snart et særsyn på danske kraftværker, hvor den grønne omstilling er i fuld gang.
Kulbunkerne bliver mindre og mindre i Europa. Seks polske miner er ved at lukke og flere vil følge, fortæller Kristian Ruby, generalsekretær i Eurelectric. Foto: Colourbox/Kristian Kirk Mailand

– Seks polske miner er ved at lukke og flere vil følge, påpeger Kristian Ruby og nævner det som ’en markant udvikling’, at det store polske energiselskab PGE for nylig har fremlagt en low carbon strategi, hvor kul afløses af gas, atomkraft og havvind. TAURON, der er et andet stort polsk energiselskab, er også begyndt at rykke på sig, bl.a. med test af muligheder for selvstyrende mikrogrids.

Kristian Ruby vurderer, at polakkerne er ved at indse, at de skal positionere sig anderledes taktisk og strategisk.

– I EU er Polen blevet kørt over mange gange, og deres alliancegrundlag er svundet ind. Da EU i sin tid diskuterede sine 2020-mål var der en regulær øst/vest-konflikt, men med den aktuelle ’Clean Energy for All Europeans’-pakke er Østeuropa inklusive Polen mere med. Ting har flyttet sig, og det er nødvendigt at spille konstruktivt med, hvis man skal have indflydelse. Den erkendelse gælder både for Polen og for Eurelectric, siger Kristian Ruby.

Ændrede investeringsmønstre

EU’s klima- og energipolitik og den teknologiske udvikling er ved at ændre energibranchen for altid. Overalt i Europa er der bevægelser fra fossil energi til vedvarende energi, fra central til decentral produktion, fra analogt til digitalt, fra kollektive til individuelle løsninger, fra ’vi’ til ’mig’.

Vindmøller og solceller vinder hastigt frem med konkurrencedygtige priser, og også elbiler, varmepumper, batterier, mikrogrids og lokale energifællesskaber popper op. Alt det udfordrer mange af de energiselskaber, der de seneste årtier har været med til at levere energi til opbygningen af den velstand, mange europæere nyder godt af.

– Ja, investeringsmønstrene har flyttet sig, og for elsektoren er der meget, der forandrer sig. Nogle af elementerne i EU’s nye energipakke vil være meget voldsomme for nogle af de selskaber, der gerne vil investere i vedvarende energi, men som samtidig får undermineret deres indtægtsgrundlag. Der skal altså være en vis finesse i timingen, siger Kristian Ruby og påpeger, at elproduktionsstrukturen er vidt forskellig mellem eksempelvis Danmark, Estland og Grækenland.

Fare for folkevandringer

Anders Stouge påpeger, at elektricitet de seneste år er gået fra at være et nationalt sektoranliggende til at være en løsning på nogle af de geopolitiske spørgsmål, der presser sig på.

– Elektricitet er allestedsnærværende, når vi snakker klima. Øget ustabilitet i Nordafrika/Mellemøsten og omfattende folkevandringer kan blive et kæmpe issue, hvis vi ikke i tilstrækkelig grad får begrænset klimaforandringerne. En omstilling til CO2-neutral elproduktion og øget elektrificering er derfor afgørende for vores fremtidige vækst og velstand, fastslår Anders Stouge.

I 2019 er der valg til EU-Parlamentet og der skal sammensættes en ny udgave af EU-Kommissionen. Dermed skal både Eurelectric og Dansk Energi opbygge nye relationer til politikere og embedsmænd for at varetage sine interesser.

– Det er nødvendigt med fælleseuropæiske løsninger på mange af vores udfordringer, hvis den grønne omstilling skal være en succes på flere parametre. Og EU vil under alle omstændigheder producere en lind strøm af lovtiltag, som sætter rammen for energi og klima i Danmark og for energiselskaberne. Så der ligger et stort arbejde forude med EU, konstaterer Anders Stouge.

Kommentarer

kommentarer