Data om skyer skal optimere driften av kraftnettet
Dansk Energi har indkøbt en vejrstation til et forsknings- og udviklingsprojekt med deltagelse af RAH Net, det finske universitet TUT og tyske Maschinenfabrik Reinhausen.
Vejrstation ved 60/10 kV-station i Ringkøbing skal samle informationer om solindstråling og vindhastigheder – og dermed give bud på den forventede elproduktion fra solceller og vindmøller. Data skal bruges til at drive transformerstationer efter fleksible principper, opplyser Dansk Energi.
Når skyerne glider hen over himlen, påvirker det produktionen af elektricitet fra næsten 100.000 danske solcelleanlæg. Selv de bedste regionale vejrprognoser tager ikke højde for lokale skyer, så for at blive klogere på hvilken indflydelse skyerne har på lavspændings-elnet, har Dansk Energi købt en flytbar vejrstation.
Den kan måle solindstråling og vindhastigheder og som bonus også eksempelvis temperatur og luftfugtighed.
Ved at kombinere data for solindstråling og vindhastigheder minut for minut med data for forbrug og produktion på et lokalt elnet, kan Dansk Energi Netteknik sammen med en række samarbejdspartnere lave prognoser/forecasts, der kan bruges af elnetselskaberne til at optimere driften af deres transformerstationer.
– Vi har indkøbt vejrstationen til et forsknings- og udviklingsprojekt, vi driver sammen med RAH Net, det finske universitet TUT og Maschinenfabrik Reinhausen, der er en tysk producent af viklingskoblere, fortæller projektleder, civilingeniør Marie Faber Frølich fra Dansk Energi.
Vejrstationen bliver sat op ved den 60/10 kV-station, projektet skal testes i. Den ligger ved siden af RAH’s hovedkontor i Ringkøbing. Under det tilknyttede 10 kV-net er der både boliger, virksomheder, et kraftvarmeværk, vindmøller og solceller på hustage.
– Normalt bliver spændingen i 60/10kV-stationer reguleret til at holde en fast værdi på 10 kV-siden, men vi regner med, at vi ved hjælp af historisk data og realtidsmålinger af forbrug, produktion og vejr kan operere viklingskobleren mere hensigtsmæssigt og dermed gøre driften af transformerstationen mere fleksibel. Ambitionen er at levere bedre spændingskvalitet for alle kunderne på nettet og øge kapaciteten i nettet, så RAH Net kan udskyde nye investeringer, siger Marie Faber Frølich.
F&U-projektet ’Optimal Voltage Regulation’ i Ringkøbing bygger bl.a. på erfaringer fra det forholdsvis teoretiske IDEAL-projekt, der blev afsluttet for et par år siden. Med det nye projekt skal forbrugsprognose- og styringsalgoritmer testes i virkelighedens solrige og blæsende verden på et elnet med levende kunder og varierende produktion.
– Nu skal det prøves i praksis, hvad vi kan og ikke kan, siger Marie Faber Frølich.
Ringkøbing-Skjern Kommune er den kommune i Danmark, der har den suverænt største elproduktion fra vindmøller på land. I 2017 drejede det sig om 1,14 mia. kWh ud af Danmarks samlede vindmølleproduktion (inkl. offshore) på knap 14,8 mia. kWh.