5 ønsker til nyt teleforlig
Dansk telepolitik har i mange år handlet om at skabe konkurrence på det gamle kobbernet og sikre flere megabits. En ny teleaftale skal sætte nye og ambitiøse 2025-mål for investeringer i lynhurtigt bredbånd – mål som kan gøre Danmark til et førende gigabit-samfund.
Sætte ambitiøse 2025-mål for udbygning af bredbånd i hele Danmark
Hver dag ser nye apps og tjenester dagens lys – det stiller stigende krav til hurtigt og stabilt bredbånd. I 2020 forventes den gennemsnitlige bredbåndshastighed at være 100 Mbit/s. I 2025 forventes hastighedsbehovet at ramme 1.000 Mbit/s, dvs. gigabit-hastigheder. EU har fastlagt en gigabit-vision for 2025. Sverige er gået først med et bredbåndsmål om, at 98 procent af svenskerne skal være dækket med gigabit-bredbånd i 2025. Danmark bør følge trop med en gigabit-målsætning i 2025.
Gøre det mere attraktivt for teleselskaber at investere i ny digital infrastruktur
Udrulning af ny og bedre infrastruktur bygger på langsigtede investeringer i milliardklassen. Det kræver attraktive og stabile investeringsvilkår. I Danmark har investeringsniveauet de seneste år ligget lavere end tidligere. Telereguleringen skal i højere grad afspejle den risiko, som teleselskaber påtager sig ved at investere i ny og bedre infrastruktur.
Sikre en sund og velfungerende konkurrence
Sund og velfungerende konkurrence er en grundsten for et digitalt Danmark. Øget konkurrence er den bedste drivkraft for investeringer i ny og bedre teleinfrastruktur, som giver forbrugerne nye valgmuligheder. Danmark er kendt for en stærk konkurrence på mobilmarkedet. Omvendt ligger vi i EU’s bund, når det gælder konkurrence på kabelbaseret bredbånd. Det kalder på en øget regulatorisk indsats.
Sikre forbrugerne lige adgang til digitale tjenester
Hurtigt bredbånd har på få år udviklet sig til en kritisk forsyning på linje med el, vand og varme. Ambitionen må være, at forbrugerne skal have samme adgang til digitale tjenester. Vi skal undgå en ny digital højhastighedskløft mellem by og land. Det kræver målrettede investeringer i ny og bedre infrastruktur – ikke mindst i land- og yderkommuner, hvor mange døjer med ringe bredbånd.
Sikre klare rammer for kommunerne
For kommunerne er en ordentlig digital infrastruktur altafgørende for bosætning, erhvervsliv og udrulning af nye digitale velfærdstjenester. Mange kommuner vil gerne skubbe på. Men det kræver større klarhed over, hvilke værktøjer der kan bruges og hvordan. Kommunernes rammer for, hvordan de kan være med til at fremme udbredelsen af ny og bedre digital infrastruktur, skal derfor slås helt fast i et nyt teleforlig.
Se også Dansk Energis 5 ønsker på Twitter