Nyhetsartikkel

02 oktober 2017

Vi må stå på hinandens skuldre i stedet for hinandens tæer

Øget nordisk samarbejde på energiområdet er nødvendigt, hvis de nordiske lande skal bevare deres globale førerposition, når det gælder grøn omstilling. Sådan lyder det fra finske Jorma Ollila, der har lavet en rapport for Nordisk Ministerråd.

Et skift fra national til nordisk tænkning kan skabe en fælles nordisk succes på energiområdet. Det mener tidligere CEO i Nokia, Jorma Ollila, der for nylig præsenterede sin rapport om potentialet for udvikling af det nordiske energisamarbejde over de næste 5-10 år.

Og der er stort potentiale i et stærkere og integreret nordisk samarbejde, mener Ollila. Men i dag er det nordiske energisystem fragmenteret, siger han.

– Hvert land designer sine egne policies, som de efterfølgende præsenterer, og først derefter forsøger de at samarbejde. Og når ét land designer policies, påvirker det naboerne. Derfor bør man samarbejde om policy-planlægning, lyder det fra Jorma Ollila.

Ollila søger i sin rapport en samlet vision for et nordisk energisamarbejde:

– Vi har skabt Nord Pool, men siden da har der ikke været lignende succeser, siger han og efterlyser yderligere integration mellem landene, så der ikke længere er tale om flere nationale energisystemer, men ét nordisk energisystem.

Han foreslår derfor bl.a. at etablere et nordisk energimarkedsforum på højt niveau, som skal kunne levere rådgivning til ministrene vedrørende hindringer for et mere integreret nordisk energimarked.

Analysen og anbefalingerne fra Jorma Ollila blev præsenteret på Nordisk Ministerråds konference ”Nordic Energy Commissions – compared”. Her konstaterede afdelingschef i det svenske klima- og energiministerium, Robert Andrén efterfølgende:

– Vi må stå på hinandens skuldre i stedet for hinandens tæer. Der er simpelthen behov for, at landene hver især ønsker at lære fra hinanden, for at vi kan samarbejde. Selv når vi ikke har de samme interesser, må vi tale om forskellighederne og koordinere.

Kommentarer

kommentarer