Nyhetsartikkel

26 september 2017

Dansk Energi: Afgifter på overskudsvarme og el hænger sammen

Der er brug for en samlet løsning, hvor både overskudsvarmeafgiften og elafgiften bliver reformeret. Og gerne hurtigst muligt, skriver Thomas Capral Henriksen, chefkonsulent, Dansk Energi.

Overskudsvarmeafgiften er igen i vælten i disse dage. Dansk Energi mener i lighed med andre, at afgiften på overskudsvarme trænger til et hovedeftersyn – og det samme gælder elafgiften – men at det er klogt for samfundet i det lange løb at have en eller anden form for afgift på overskudsvarme.

I Danmark har vi en meget lav afgift på energi til brug for industrielle processer og meget høje afgifter på brændsler til fjernvarme. Så hvis vi helt fjerner overskudsvarmeafgiften, bliver forskellen så stor, at der kan spekuleres i at lave for meget overskudsvarme og så tjene penge ved at sælge varmen videre til fjernvarmen.

Derfor er det ikke helt enkelt at lave den gode løsning – og derfor er det mest fornuftige at se på en slags kombi-løsning, hvor vi både ser på overskudsvarmeafgiften og elafgiften samtidig.

Regeringen udgav før sommeren den længe ventede afgifts- og tilskudsanalyse. Den indeholder mange fornuftige takter omkring forsimpling af afgiftsreglerne om overskudsvarme samt en reduktion af afgiften på el til opvarmning. Og der er god grund til at se overskudsvarmeafgiften som tæt forbundet med elafgiften.

Hvor giver det mening at udnytte overskudsvarme? Det gør det mange steder, hvor der er varme tilovers fra industriel produktion, datacentre og lignende.

Til gengæld er det ikke rimeligt, hvis vi som en generel regel fjerner overskudsvarmeafgiften. Hvis der ikke var en overskudsvarmeafgift, vil en industrivirksomhed have incitament til at fyre ekstra kul i kedlerne og dermed levere nærmest fuldstændig afgiftsfri varme på helt andre vilkår end det nærliggende kraftvarmeværk, der skal betale høje afgifter for brændsler til varmeproduktion.

Derfor bør vi fortsat have en overskudsvarmeafgift, som forhindrer, at der produceres en slags falsk overskudsvarme, der vil være til skade for samfundsøkonomien.

Overskudsvarmeafgiften skal ændres
Er der så behov for ændringer af overskudsvarmeafgiften?

Ja. De nuværende regler om overskudsvarme er for uklare og komplicerede, da overskudsvarmeafgiften afhænger af et faktisk – eller nogen gange endda fiktivt – vederlag, der betales for varmen.

I det lys er det godt, at anbefalingerne fra afgifts- og tilskudsanalysen lægger op til en forenkling af reglerne. Ulempen ved mere simple regler er dog, at nogle samfundsøkonomisk sunde projekter vil blive stillet dårligt, hvis man ikke ser på både overskudsvarmeafgiften og elafgiften på samme tid.

Når elafgiften er en del af ligningen, er det fordi, der betales afgift af el til en varmepumpe, som ofte bruges til at hæve temperaturen fra overskudsvarmen til fjernvarmetemperatur (for eksempel fra 25 til 80 grader).

Derfor bør nye regler om overskudsvarmeafgift laves som en kombi-løsning, der indføres sammen med en lempelse af afgiften på el, som stiller forskellige varmeproduktionsteknologier i et rimeligt konkurrenceforhold med hinanden.

Der er behov for en reduktion af elafgiften
Dansk Energi er derfor meget enig, når energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt i Børsen ser en betragtelig reduktion af elafgiften, som en del af løsningen på udfordringen med overskudsvarme.

Hvornår skal det løses?

Gerne hurtigt. En række samfundsøkonomisk sunde overskudsvarmeprojekter afventer klare og langsigtede rammer om afgifterne.

Løsningen med at gøre overskudsvarmeafgiften mere enkel og samtidig sænke elafgiften bør gennemføres snarest muligt – og i princippet også gerne før en samlet energiaftale.

Vigtigst er en samlet løsning. Man kan ikke reformere overskudsvarmeafgiften uden også at reformere elafgiften. Og der er ikke grund til at tøve.

Med et kæmpe statsligt råderum i 2025 vil det være tosset ikke at lave de fornødne lempelser i elafgiften til at indfri et endda meget stort samfundsøkonomisk potentiale.

Så hurtigt politisk lederskab efterlyses. Så skal vi nok få gang i de samfundsøkonomisk sunde overskudsvarmeprojekter.

Thomas Capral Henriksen
Chefkonsulent, Dansk Energi

Kommentarer

kommentarer