Usikkerhed om elpris bestemmer regningens størrelse
Er risikoen ved en investering høj, er forventningerne til afkast ditto. Det er en af de første læresætninger i økonomisk teori, og sætningen gælder ikke mindst i energibranchen, hvor usikkerheden om fremtidens elpris har stor betydning for det forrentningskrav, som en investor vil have, og dermed for prisen på vindenergi. Derfor overrasker det også, at regeringen ikke anerkender risikoen i dens udspil til en ny tilskudsmodel til landvind.
Til trods for at forholdet mellem risiko og forrentningskrav burde være grundlæggende, har Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet (EFKM) afvist Vindmølleindustriens argumenter herom. Det står klart, når man læser det ’faktatjek’, som EFKM har lavet af Vindmølleindustriens udspil, som kom forrige mandag.
Sagens kerne er, hvorvidt det giver mening for staten at minimere risiko for investorerne i kommende landvind- og solprojekter, eller om disse selv skal bære risikoen for udsving i elprisen i fremtiden. Skal regningen for staten være mindst mulig, så bør der løftes risiko ud af de kommende investeringsbeslutninger. Dette er også beskeden fra aktørerne i markedet.
«Vi har i en årrække investeret i vindmølleprojekter i og uden for Danmark, og som projektudvikler er vi naturligvis nødt til at indregne et større forrentningskrav på projekter med større risiko. Når jeg ser på et marked, jeg vil investere i, betyder det meget, hvilken tilskudsmodel der er og dermed den økonomiske risiko, som mit fremtidige projekt vil have. En fast afregningspris vil alt andet lige medføre en lavere risiko, og dermed at vindmølleopstillere kunne byde ind i en fremtidig dansk udbudsrunde med lavere priser,” siger Jens Rasmussen, CEO Eurowind Energy, der er en dansk, Hobro-baseret virksomhed med omfattende erfaring i at investere i vindmølleprojekter i Danmark og udlandet med 800 MW landvind i porteføljen.
Med mere teoretiske briller vækker forholdet mellem risiko og forrentningskrav også gehør.
”Det er hævet over enhver tvivl, at en tilskudsmodel baseret på fast afregningspris i 20 år har lavere risiko for investor end en tilsvarende model med fast tillæg. I markedet vil lavere risiko føre til lavere forrentningskrav. Et lavere forrentningskrav vil alt andet lige medføre, at investoren kræver et lavere tilskud, simpelthen fordi kravet til den forventede indtægt er mindre,” siger Claus Hartmann, partner i ESP Consulting, der bl.a. laver analyser af elmarkedet.
CfD eller fast tillæg
Tilbage til uenighederne mellem Vindmølleindustrien og EFKM betyder det, at man som investor vil forlange en højere pris, hvis forligspartierne bag energiaftalen vælger at udbetale fremtidige tilskud til vindmølleejere som faste tillæg frem for en fast afregning (Contract for Difference (CfD)).
Regeringen fastholder, at den vil beholde en model med fast tillæg, da dette vil give en grad af overblik over fremtidige omkostninger, der skal finansieres over finansloven. Det er dog en dyr forsikring, påpeger adm. direktør for Vindmølleindustrien, Jan Hylleberg :
”Det er reelt nok, at regeringen ønsker størst mulig overblik over fremtidige udgifter, men i både regeringens og vores udspil vil udgifterne svinge fra år til år, og så er det, jeg siger, at man bør vælge den model, der giver mest VE for pengene, og det er den CfD-model, som vi har spillet ud med. Derfor bør forligskredspartierne spørge sig selv, om de er villige til at betale op mod 1 mia. kr. af skatteborgernes penge for en forsikring mod svingende udgifter, der end ikke har fuld dækning».
Vindmølleindustrien har tidligere beregnet, at en CfD-model med fast afregning, vil kunne give 400 MW landvind i 2018 og 2019 for 40-600 mio. kr. I regeringens udspil, hvor investorer bærer hele risikoen for elprisens udvikling, er prisen 1.300 mio. kr., hvilket vil give 200 MW landvind.
Som Lars Chr. Lilleholt tidligere i Finans.dk (paywall) har udtalt, så garanterer staten heller ikke priserne for andre erhverv, så hvorfor bør staten gøre det i energisektoren?
”En dansk vindmølleejer har så godt som ingen indflydelse på udviklingen i elpris. Det eneste han kan gøre, er at tage et risikotillæg via højere afkastkrav, hvorved vindenergien bliver dyrere end nødvendigt. Selvom mange ting påvirker elprisen, så har politikeren trods alt betydelig indflydelse på udviklingen i elprisen via beslutninger om CO2-pris, netudbygning og elektrificering. Derfor giver det trods alt mere mening, at staten påtager sig risikoen, når man derved samtidigt kan sikre en stabil vindudbygning for færre penge,” slutter Jan Hylleberg.
Læs også: Vindmølleindustrien ønsker mindre tilskud og flere vindmøller for pengene
Kommentarer
Om forfatteren
