Dansk Energi: Start med at sænke elafgiften

Der er behov for et opgør med den rekordhøje danske elafgift, som hæmmer den grønne omstilling til vedvarende energi, skriver Stine Leth Rasmussen fra Dansk Energi.

I foråret fik Hella Joof ørerne i maskinen, da hun som medlem af regeringens Disruptionråd udtalte, at man skal være parat til at ”brænde hele lortet ned og starte forfra” – en lidt fyndig metafor for, at man nogle gange skal have modet til at omtænke ting fuldstændig.

Det mod udviser Skatteministeriet med offentliggørelsen af den længe ventede sidste delanalyse af de danske energiafgifter og -tilskud. ”Disruption” er muligvis årets mest slidte ord, men Skatteministeriets rapport er vitterligt et sjældent eksempel på embedsmands-”disruption”. Skatteministeriet skubber resolut det eksisterende kludetæppe af mere eller mindre velbegrundede energiafgifter og -tilskud til side. I stedet anbefales det at lave et helt enkelt system, som groft sagt består af en afgift på fossile brændsler og en støttesats til vedvarende energi.

Skatteministeriet skal have ros for ambitionen: At give et bud på et enkelt afgifts- og tilskudssystem, hvor pejlemærket er de klima- og energipolitiske mål fremfor statens afgiftsprovenu. De skal også have ros for at tage et opgør med den rekordhøje danske elafgift, som er stærkt forvridende og hæmmer den grønne omstilling til vedvarende energi. En nedsættelse af elafgiften er derfor den afgørende anbefaling til dansk energipolitik fra Skatteministeriet.

Tag for eksempel forslaget om at afskaffe CO2-afgiften på fossile brændsler anvendt til rumvarme. Forslaget begrundes med, at CO2-udledningerne fra fossile brændsler til varmeproduktion allerede er reguleret i EU’s kvotesystem. Her overser man, at kvotesystemet i dag ikke udgør et effektivt CO2-loft, og at priserne er historisk lave. Effekten af forslaget er derfor mere CO2 i atmosfæren, når kraftværkerne presses til at bruge mere kul fremfor bæredygtig biomasse.

Mere CO2 i atmosfæren vil også være konsekvensen af at lægge afgifter på fossile brændsler til elproduktion. At lægge afgift på produktion af el, som handles på et internationalt marked, vil alt andet lige betyde mindre el fra effektive danske kraftvarmeværker. Og mere el fra ældre og mere forurenende tyske kulkraftværker.

Skatteministeriet foreslår endvidere et enstrenget system med ens støtte til al vedvarende energi – på tværs af eksisterende og nye anlæg. Det er en besnærende tanke. Men man bør nok skele til virkeligheden (og gældende EU-regler), inden man går videre med det forslag. Forslaget vil nemlig trække tæppet væk under investeringer, som er foretaget i tiltro til eksisterende rammevilkår. Paradoksalt nok vil modellen også betyde overkompensation til dem, der har afskrevet deres investering. Ydermere foreslår Skatteministeriet, at støtten løbende kan justeres, hvis politikerne ønsker det. Det er næppe en model, som er testet på rigtige investorer. Heldigvis har regeringen spillet ud med en udbudsmodel for landvind og sol, som er noget mere i tråd med virkeligheden og EU’s statsstøtteregler.

Politisk mod
Analysens mangler må dog ikke overskygge den centrale pointe: Det nuværende afgifts- og tilskudssystem er en barriere for en samfundsøkonomisk optimal grøn omstilling. At få taget hånd om problemet kræver politisk accept af, at energiafgifterne ikke kan give samme provenu fremadrettet. Det vil sige, enten skal råderummet bruges på afgiftslettelser, eller også skal hele skatte- og afgiftssystemet ses i sammenhæng. Sagt mere enkelt: Velfærd skal finansieres ved brede skattebaser. Derfor må politikerne være villige til at åbne op for, at eksempelvis indkomstskatten skal stige lidt for at finansiere en større lettelse af afgifterne.

Det bliver spændende at se, om det politiske mod står mål med analysens bagvedliggende grundambition. En finansiering af velfærd og grøn omstilling, der skader det danske samfund mindst muligt. Man kan med fordel starte med elafgiften.

Stine Leth Rasmussen
Afdelingschef i Dansk Energi

Kommentarer

kommentarer