Små kraftvarmeværker risikerer at blive sort-listet
Ny positivliste for små kraftvarmeværker bliver meget lille.
– Vi regner ikke med at optage ret mange anlæg, lyder det fra Dansk Energi.
Energinet.dk har i denne uge indsendt forslag til nyt teknisk forskrift for termiske anlæg til Energitilsynet. Det betyder, at de forskrifter, der hidtil har eksisteret er suspenderet, og den nye er trådt i deres sted.
Det betyder også, at en del producenter af små kraftvarmeværker nu ikke længere kan få deres anlæg på den nye positivliste, der skal administreres af Dansk Energi.
– Det forskrifterne egentligt betyder er, at man indfører nye krav for specielt mindre anlæg. Og det betyder i princippet, at der vil være en række anlæg som ikke længere kan tilsluttes nettet, siger teamleder Jan Rasmussen fra Dansk Energi til Energy-Supply.
Skal lave positivliste
Dansk Energi skal som følge af den nye tekniske forskrift fra Energinet.dk oprette en positivliste for de små kraftvarmeanlæg, så tilslutningsprocessen bliver mere effektiv.
Hvis et anlæg ikke lever op til kravene, kan anlægget ikke sættes på positivlisten.
– I princippet kan vi være ligeglade her hos os. Men det er os, der kommer til at stå ansigt til ansigt med de producenter, som ikke længere kan få nettilsluttet deres anlæg. Vi regner ikke med at optage ret mange anlæg på positivlisten. De små anlæg, der tidligere er godkendt, kan nemlig ikke leve op kravene i de nye regler, hvor der bl.a. er fokus på regulering af aktiv og reaktiv regulering, siger teamleder Jan Rasmussen fra Dansk Energi.
Læs også: Energinet.dk moderniserer tekniske krav til termiske anlæg
Den nye tekniske forskrift drejer sig om anlæg over 11 kW.
De kalder det dialog
Ifølge Energinet.dk har den nye tekniske forskrift været undervejs i mere end et år og i den periode har man været dialog med aktører i branchen. Men hos Dansk Energi synes man, at den del har haltet lidt.
– De har nedsat en arbejdsgruppe, hvor aktører kan deltage. Vi har såmænd også været med, og vi har påpeget den her problemstilling, men det har de altså ikke taget højde for og de har heller ingen teknisk argumentation for, hvorfor det skal være sådan her, siger Jan Rasmussen og fortsætter:
Læs også: Få mistede strøm trods vilde vandstigninger
– Det ærgrer os, at Energinet.dk ikke i højere grad tager udgangspunkt i gældende europæiske standarder og tekniske specifikationer, når de fastsætter tekniske regler for tilslutning af anlæg til elnettet i Danmark. De europæiske standarder og specifikationer er mere fleksible uden at gå på kompromis med kvaliteten i elsystemet, siger Jan Rasmussen.
Dyr proces
For de danske producenter af små kraftvarmeanlæg bliver det en dyr fornøjelse at ændre på anlæggene, så de kan komme på positivlisten og igen må kobles på elnettet.
– Det kommer til at koste mange penge. Ved at installere en ret dyr inverter kan man få sit anlæg godkendt, men så er man ikke længere omfattet af forskriften og skal ikke formelt overholde nogen regler. Det giver ikke rigtig nogen mening i vores optik, siger Jan Rasmussen.
Energitilsynet er i øjeblikket ved at tage stilling til den nye tekniske forskrift.