Nyhetsartikkel

10 oktober 2016

Siemens bygger fuldskala ellager efter dansk idé

Med støtte fra den tyske stat går Siemens og partnere nu i gang med at bygge et fuldskala demonstrationsanlæg af et nyt termisk lager, hvor vindmøllestrøm omdannes til varme, som lagres i nedgravede og isolerede stenbunker.

Tyske Siemens, Hamburg-Harburg Universitet samt et lokalt energiselskab, Hamburg Energie, vil nu bygge et fuldskala demonstrationsanlæg med termisk ellagring af vindmøllestrøm. Det skal ske med et nyt koncept, hvor vindmøllestrøm omdannes til varme, der lagres i sten – og trækkes ud igen som strøm via en dampturbine og en generator.

Anlægget forventes færdigt til næste år.

Lagrings-princippet er udtænkt af daværende teknologichef hos Siemens Wind Power Henrik Stiesdal i samarbejde med Siemens og blev omtalt i Ingeniøren i november 2014.

Læs også: Siemens vil lagre strøm i kæmpe sandbunker

Siemens kalder selv konceptet for ‘Future Energy Solution’ og fremhæver, at konceptet byder på lave omkostninger, og at lageret kan bygges i mange størrelser, uden at økonomien går fløjten.

Fuldskala demonstrationsanlæg af et termisk lager til vindenergi, der skal bygges syd for Hamborg.

Varm luft på 600 grader
Det nye termiske energilager, som skal placeres i Hamborg-bydelen Altenwerder syd for Elben, kommer til at bestå af et 2.000 kubikmeter stort stenlager, som vil kunne levere 36 MWh strøm, når det er fuldt opladet.

Vindmøllestrømmen opvarmer luft, der blæses ind mellem stenene og opvarmer dem – i praksis til 600 grader celsius.

Læs også: Solcellebatterier er stadig for dyre

Den ultra varme luft kan – via en kedel, en dampturbine og en generator – omsætte varmen til strøm, når der er brug for det.

Virkningsgrad på 50 procent.
Ifølge en pressemeddelelse fra Siemens regner forskerne bag projektet med en effektivitet på 25 pct. i lageret i starten, men at man vil kunne hæve virkningsgraden til 50 pct., når lageret er fuldt udviklet.

Læs også: Svinghjul gemmer på strømmen

Siemens har et stykke tid arbejdet med en mindre testopstilling, hvor man sammen med eksperter i fluid mekanik fra Hamborg-Harburg-universitetet har testet udformning og isolering af stenlageret samt den optimale måde at blæse luft igennem stenene på for at oplade og aflade lageret.

Nu vil man så sætte det sidste trin på – nemlig elproduktionen med kedel, turbine og generator – og forventer at være i gang med det i foråret 2017.

Læs også: Svensk regering investerer massivt i energilagring og solceller

Stiesdal ikke involveret
Ifølge projektleder Till Barmeier forventer man at være i stand til at tilbyde en gennemprøvet lager-løsning om få år.

Læs også: Statoil sætter batteri på verdens største flydende havvindmøllepark

Henrik Stiesdal, som i dag har forladt Siemens Wind Power, er ikke direkte involveret i Siemens’ projekt, men kalder det ’herligt’, at konceptet nu bliver til virkelighed:

»Konceptet skal nok virke, det er jeg slet ikke bekymret for. Men det bliver interessant at se, hvor det kommer til at drille i gennemførelsen. Det driller altid et eller andet sted, når man går fra koncept til implementering«, siger han.

Det tyske energi- og erhvervsministerium støtter projektet økonomisk.

Kommentarer

kommentarer