Dansk Fjernvarme og Dansk Energi anbefaler gradvis lempelse af kraftvarmekravet
El skal i højere grad bruges til opvarmning.
Det er afgørende for at få mere ud af den stadigt grønnere strøm. Der er derfor behov for, at afgiftstrykket på el reduceres, og reguleringen af kraftvarmen reformeres, foreslår Dansk Fjernvarme og Dansk Energi i fælles anbefalinger til en ny kraftvarmestrategi.
Behovet for, at alle kraftvarmeværker både skal producere el og varme, vil i takt med forandringen af energisystemet blive mindre, og reglerne bør lempes gradvist efterhånden som de økonomiske rammer sikrer, at grøn el fylder mere i varmeproduktionen til fjernvarmesektoren, lyder det fra de to organisationer.
Selvom en større del af elproduktionen kommer fra vind, vil der forsat være behov for elproduktion fra kraftværkerne, når vinden ikke blæser. Derfor skal en lempelse af kraftvarmekravet ske gradvist og med respekt for de investeringer, der allerede er foretaget, så kraftværkernes rolle som back-up i elproduktionen sikres.
– Vi får i rigtig mange år fra nu brug for kraftvarmeværker til at forsyne os med el, når vinden ikke blæser, og vores nabolande selv har brug for deres kraftværkskapacitet. Derfor skal moderniseringen af kraftvarmekravet også ske i et balanceret tempo, siger Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi.
Læs hele nyheden og se de fælles anbefalinger fra Dansk Energi og Dansk Fjernvarme