Nyhetsartikkel

31 mai 2018

Succes for fugtbekæmper fra Slagelse

Cotes, der var med til at vinde ELFORSK Prisen 2016, oplever stærk vækst for løsninger med energieffektiv affugtning.

– Det går rigtig godt for os. Vi har stærk vækst og får solgt budskabet om, at fugt kan bekæmpes mere energieffektivt og miljørigtigt, end hvad man traditionelt gør.

Sådan lyder det fra adm. direktør Thomas Rønnow fra Slagelse-virksomheden Cotes, der var med til at vinde ELFORSK Prisen 2016 for det såkaldte SteamReg-projekt.

– Vores hovedvækst er inden for vindmøller, hvor vores produkter hjælper med at beskytte udstyret mod skimmel, kondens og korrosion, samt indenfor produktion af fødevarer, hvor vi skaber et tørt klima, som hindrer bakterievækst, fortæller Thomas Rønnow.

Resultaterne fra SteamReg udvikler sig stadig, og Cotes er i dialog med en spændende kunde. Projektet handler om energieffektiv tørring af mælkepulver.

– ELFORSK Prisen har givet os større synlighed og været med til at understrege mulighederne for at løse fugtproblemer på en ny måde, siger Thomas Rønnow fra Cotes, der er en af verdens førende virksomheder indenfor energieffektiv affugtning.

ELFORSK Prisen 2018 uddeles på Energiens Topmøde torsdag den 7. juni i Lokomotivværkstedet i København

Kommentarer

kommentarer