Elnettet er blevet mere robust overfor orkaner
For 20 år siden fejede en orkan ind over Danmark og lagde store dele af elnettet ned. Siden har investeringer i lav- og mellemspændings-kabler øget leveringssikkerheden markant. De næste 20 år handler om at gøre elnettet klar til elektrificering af transport, opvarmning og industri, påpeger Jørgen S. Christensen fra Dansk Energi.
Av Informationsavdelingen, Dansk Energi
For 20 år siden fejede en kategori 4-orkan ind over Danmark og trak død og ødelæggelse med sig. Syv personer blev dræbt og 800 kvæstet. Også elnettet blev hårdt ramt den 3. december 1999. Den vilde orkan væltede højspændingsledninger og skabte de mest omfattende strømafbrydelser i nyere tid.
– Når man kigger på statistikkerne fra 1990 og frem til nu, så springer 1999 i øjnene. Siden er elnettet imidlertid blevet langt mere robust. De lokale elnetselskaber har fjernet rigtig mange luftledninger og trukket kabler i stedet for. Det har styrket leveringssikkerheden markant, siger forsknings- og udviklingsdirektør Jørgen S. Christensen fra Dansk Energi.
En kategori 3-orkan i 2005 kostede også en del afbrud især i Nordjylland, men i 2013 var elsystemet godt rustet til voldsomt uvejr. 2013 bød på hele to orkaner i kategori 4, Allan og Bodil, og selv om en del kunder oplevede strømafbrud, så fik de meget hurtigt strøm tilbage til deres gøremål.
– Under de to orkaner i 2013 var Energinet og de lokale elnetselskaber hurtige til at lægge el-leverancerne om, så hvis kunderne ikke – populært sagt – kunne få elektricitet fra højre, så kunne de fra venstre. Investeringerne i kabellægning bar frugt, konstaterer Jørgen S. Christensen og påpeger, at omfattende strømafbrydelser koster samfundet dyrt.
El i verdensklasse
Siden orkanerne i 1999 og 2005 har Danmark imidlertid ikke oplevet store strømafbrydelser. Danske familier og virksomheder har i alle årene fået leveret elektricitet i mere end 99,99 procent af tiden.
– Dansk elforsyning er i verdensklasse, og det er med til at skabe et rigt, frit og grønt samfund. Nu skal vi tage de næste ryk. Hvis vi kigger 20 år frem, skal elnettet formentlig levere 100 procent grøn strøm til op mod to millioner elbiler og mange hundrede store varmepumper på fjernvarmeværker. I 2039 vil elnettet også skulle servicere flere hundrede tusinde varmepumper i private hjem, ligesom der efter alt at dømme vil være udviklet elektrisk baserede løsninger til store dele af industriens energibehov, siger Jørgen S. Christensen.
Han vurderer, at brint og forskellige gasser – produceret ved hjælp af elektricitet (såkaldt power-to-x) – formentlig også kommer til at spille en vigtig rolle i det samlede energisystem frem mod 2039.
I statistikken over strømafbrud siden 1990 er også 2003 et bemærkelsesværdigt år. Det havde dog ikke noget med vejrlig at gøre. En række uheldige hændelser i Sydsverige lagde det østdanske elnet ned i flere timer, mens Jylland-Fyn-området forblev i normal drift.