Nyhetsartikkel

24 august 2018

Dyrt for den grønne omstilling, at svenskerne lukker for strømmen

Den frie handel over grænserne er knap så fri, når det gælder el-handel mellem Sverige og Danmark. Svenskerne begrænser nemlig samhandlen. Dansk Energi og Danmarks Vindmølleforening mener, at svenskerne har ladet stå til alt for længe og appellerer til politisk indgriben.

Af Informationsafdelingen, Dansk Energi

– Der må politisk involvering til for at sikre, at handlen med el over grænsen hurtigt kan komme til at fungere lige som for alle andre varer, der flyder mellem Sverige og Danmark.

Sådan udtaler Dansk Energis viceadministrerende direktør Anders Stouge til Energiwatch, og han står ikke alene med sit ønske om at få mere gang i el-handel med vores svenske naboer. Også direktør i Danmarks Vindmølleforening Christian Kjær peger på, at det er et problem, at svenskerne lukker for eksporten af strøm fra Danmark til Sverige.

Fra svensk side lyder forklaringen på den kunstige flaskehals, at det skyldes interne kapacitetsproblemer i elnettet omkring Göteborg, men de gør opmærksom på, at det er søgt om tilladelse til at opsætte nye ledninger.

Men dén forklaring imponerer ikke Anders Stouge.

– Svenska Kraftnät har haft 10 år til at udbygge nettet og fjerne flaskehalsen omkring Gøteborg, men der er ikke sket nogen afgørende ændring. Det er i vores øjne ikke rettidig omhu. Det er svært at forstå, at Svenske Kraftnät beder om vores tålmodighed i nogle år mere for at implementere en løsning, som ikke er tilstrækkelig. Problemet har været kendt længe, og danske elproducenter taber penge hver dag, handlen begrænses, siger han til Energiwatch.

Han slår samtidig fast, at flaskehalsen ikke kun er dyr for danske elproducenter, men også er en barriere for yderligere grøn omstilling. For hvis ambitionen er, at vedvarende energi på sigt skal kunne klare sig på markedsvilkår, så er det helt afgørende, at det at købe og sælge el på tværs af landegrænser også k an ske på markedsvilkår.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) er opmærksom på problematikken.

– Der skal ikke herske tvivl om, at reglerne for handel med el skal overholdes, og at vi fra dansk side lægger stor vægt på fri handel over grænserne. Det er jo afgørende for den grønne omstilling og brugen af stadigt større mængder vedvarende energi, skriver ministeren til Energiwatch.

 

Kommentarer

kommentarer