Nyhetsartikkel

21 juni 2018

EU lander aftale om EE og governance efter maratonforhandlinger

Seks forhandlingsrunder og en ordfører-udskiftning tog det før EU landede en aftale om et nyt direktiv om energieffektivitet.

Det skulle tage seks forhandlingsrunder og en udskiftning af Europa-Parlamentets ordfører til før man endelig kunne lande en aftale på EU’s direktiv om energieffektivitet. Det overordnede mål i 2030 blev 32,5%, hvilket betyder, at man mødtes præcis halvvejs, da Europa-Parlamentet ønskede 35%, mens Rådet og Kommissionen ønskede 30%, opplyser Dansk Energi på sine nettsider.

Hvis EU skal leve op til den globale klimaaftale fra Paris, er det afgørende at bruge energien mere effektivt end i dag. Mange steder i Europa er bygningerne fortsat af meget dårlig kvalitet.

– Hvis EU skal leve op til den globale klimaaftale fra Paris, er det afgørende at bruge energien mere effektivt end i dag. Mange steder i Europa er bygningerne fortsat af meget dårlig kvalitet. Samtidig kan øget anvendelse af el baseret på vedvarende energi bidrage positivt i blandt andet varme og transportsektoren, siger viceadm. direktør i Dansk Energi Anders Stouge.

Udover målets størrelse har det også været til stor diskussion, om målet skal være bindende eller ikke-bindende. Det lykkedes her Rådet at afmontere Europa-Parlamentets ønske om at gøre målene bindende for medlemsstaterne. Der består dog et bindende element i artikel 7, hvor medlemsstaterne skal lave årlige besparelser på 0,8% i forhold til energisalget de foregående år. De præcise formuleringer er endnu ikke tilgængelige.

Governance-forordning i mål natten til onsdag
Klokken nærmede sig 05:00 onsdag morgen, før EU’s forhandlere blev enige om en fælles tekst på den såkaldte Governance-forordning. Den sætter rammerne for, hvordan EU skal opnå sine klima og energimål i 2030 i overensstemmelse med Paris-aftalen.

I sidste uge vedtog EU et nyt direktiv for vedvarende energi (VE), der fastsætter et mål i 2030 på 32% af det endelige energiforbrug. Governance-forordningen sikrer, at udbygningen sker kontinuerligt over perioden. Der er således krav om, at medlemsstaterne kollektivt skal nå 18% af målet i 2022, 43% i 2025 og 65% i 2027, inden det rammer 100% i 2030. Hvis et medlemsland halter bagud, skal det fremlægge en klar plan for, hvordan man vil accelerere udbygningen.

Governance-lovgivningen øger gennemsigtigheden og forudsigeligheden for investorer, og den slags driver omkostninger for den grønne omstilling ned.

– Governance-lovgivningen øger gennemsigtigheden og forudsigeligheden for investorer, og den slags driver omkostninger for den grønne omstilling ned. Dagens aftale bidrager til det på både kort og lang sigt, og det er positivt, siger Anders Stouge.

Desuden blev det vedtaget, at Kommissionen skal fremlægge en strategi for CO2-reduktion frem til 2050, der skal indeholde to elementer som særligt Europa-Parlamentet har ønsket. For det første skal strategien beskrive hvor meget yderligere CO2 EU samlet kan udlede, hvis man skal yde et rimeligt bidrag til at holde temperaturstigningerne under to grader celsius. Et såkaldt CO2-budget har været på en række grønne organisationers ønskeliste i årevis.

Derudover skal strategien indeholde et scenarie for, hvordan EU kan opnå CO2-neutralitet i 2050 og efterfølgende negative emissioner. Det forventes, at Kommissionen fremlægger første del af sin klimastrategi i november inden COP24-klimatopmødet i Polen og en mere detaljeret version i foråret 2019.

Slutningen på det bulgarske formandskab
Efter flere lange forhandlinger i juni lykkedes det således det bulgarske formandskab at få et hattrick, da man nu har landet direktiverne for vedvarende energi og energieffektivitet samt governance-forordningen.

Fra juli overtager Østrig formandskabet i Rådet, der sammen med Europa-Parlamentet og Kommissionen nu går ind i den afsluttende og sidste fase af Clean Energy Package, hvor fokus er på det kommende elmarkedsdesign.

KIlde: Dansk Energi

Kommentarer

kommentarer