Nyhetsartikkel

04 mai 2018

Forbrugerne i fokus i stedet for bøvlet bureaukrati

Regeringen i Danmark lægger i ny strategi op til tæt samspil med branchen for at sikre aktive forbrugere på elmarkedet. Dansk Energi glæder sig til samarbejdet.

Drop bureaukratisk overregulering, som alligevel ikke virker. Og lav i stedet mere enkle regler, der rent faktisk fungerer, så forbrugerne selv kan træffe valg, som de bliver glade for. Det er humlen i regeringens forbrugerpolitiske strategi ”Forbruger i en digital verden”, som erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) netop har præsenteret.

Og det er ifølge Dansk Energi den helt rigtige vej at gå.

Konkret peger afdelingschef i Dansk Energi Kamilla Thingvad på elregningen, som et af de steder, hvor reglerne er alt for detaljerede, hvilket – stik imod hensigten – gør det sværere og mere indviklet at være kunde.

– Der er ingen, der har større interesse i en god og meningsfuld elregning end elhandlerne. De lever af tilfredse kunder, og med de ekstremt lave fortjenester på elmarkedet skal der ikke meget mere end et enkelt opkald fra en utilfreds kunde til, for at hele elhandlerens fortjeneste er væk.

Netop elmarkedet er et af de markeder, som regeringen med udspillet lægger op til et særligt fokus på, og der lægges op til et tæt samspil med branchen.

I udspillet står der blandt andet, at man vil se på, ”hvordan man kan understøtte aktive forbrugere på elmarkedet, herunder gøre prisstrukturen enklere, samt gøre det nemmere for forbrugere og elvirksomheder at gennemføre skift af elleverandør”.

Dansk Energi lancerede i april rapporten ”Elmarked Outlook”, der slår til lyd for, at alle forhindringer skal ryddes af vejen, så forbrugerne bliver mere aktive og engagerede. Derfor hilser Kamilla Thingvad da også forslaget varmt velkomment:

– Der skal mere gang i elmarkedet. Kun omkring fem procent af kunderne skifter årligt elhandler. Det er noget nær europæisk bundrekord, og tallet er ovenikøbet faldende. Derfor er vi vældig glade for, at regeringen har taget godt imod vores invitation til et samarbejde på dette vigtige område.

Elmarkedet for slutkunder er omdrejningspunkt for den grønne omstilling. Der er de seneste år …

Overflod af information
I lyset af den nye digitale virkelighed er der brug for en ny og mere tidssvarende tilgang til forbrugerbeskyttelsen, mener Kamilla Thingvad.

Hun peger på, at forbrugerbeskyttelse i mange år har handlet om flere regler og mere information til forbrugerne. Men den tilgang er ifølge hende kommet til kort.

– Med internettet er udfordringen i dag ikke, at forbrugerne har for lidt information. Udfordringen er derimod at skabe mening og relevans i den overflod af information, der findes. Og det kan endnu mere detaljerede regler fra politisk hold ikke skabe.

Kamilla Thingvad peger på, at tiden i stedet er inde til at vise større tillid til forbrugerne og større tillid til, at det på den lange bane er de virksomheder, der leverer den bedste oplevelse til kunderne, som vinder.

– Mange af os har oplevet at købe den forkerte vare, eller at blive snydt af en virksomhed, der ikke levede op til vores tillid. Men hvis vi gør disse enkeltstående, dårlige oplevelser til omdrejningspunkt for al forbrugerbeskyttelse, så går vi galt i byen.

Kilde: Dansk Energi

Kommentarer

kommentarer