Nyhetsartikkel

27 mars 2018

Energiselskaber er foran tidsplanen med at sikre nye navne og logoer

Når elkunder er i kontakt med energiselskaber skal det stå klart, om de taler med selskabets netforretning eller elhandelsforretning.

Kunderne kan nemlig selv vælge det elhandelsselskab, de ønsker at købe deres strøm af, men de kan ikke selv bestemme, hvilket netselskab der skal transportere den ud til deres bolig.

Energiselskaberne arbejder på højtryk for, at hvert forretningsområde får dets eget navn og logo, så forskellen på energiselskabernes monopol- og kommercielle aktiviteter er helt tydelig.

Arbejdet med at sikre navn- og logomæssig adskillelse udspringer af et lovkrav, som blev vedtaget sidste sommer som opfølgning på El-reguleringsudvalgets anbefalinger fra 2014. Adskillelsen skal være gennemført den 1. juli i år.

Allerede nu oplever mere end 85 procent af danske elkunder, at deres lokale elnetselskab ikke har samme navn og logo, som elhandelsforretningen i samme energiselskab. Det viser tal fra Dansk Energi.

– Energiselskaberne er på forkant med lovgivningen og er i fuld gang med at gøre det krystal klart, at der er forskel på deres monopol-forretning og de kommercielle aktiviteter. Når energiselskabernes forskellige forretningsben har forskellige navne og visuelle identiteter, gør vi det meget let for kunden at kende forskel på aktørerne, siger viceadministrerende direktør i Dansk Energi, Anders Stouge:

– Og med engrosmodellen, er det helt klart, at det er elhandlerne, der er kundernes faste indgang til elmarkedet. Det er alt sammen godt for forbrugerne.

Synlighed til gavn for forbrugerne
Energiselskabernes indsats har gennem de sidste par år ført til helt nye selskabsnavne i den danske elsektor. For eksempel hedder Ørsteds elnetselskab Radius og har sit helt eget visuelle udtryk. Hos det midtjyske energiselskab Eniig hedder netselskabet nu N1, mens den sjællandske energikoncern SEAS-NVE har valgt, at deres elnetselskab skal hedde CERIUS.

– Det er nok ikke alle forbrugere der ved, at en montør fra vores elnetselskab, der udskifter en elmåler, eksempelvis ikke må svare på spørgsmål om kommercielle produkter og tilbud i vores elhandelsselskab, siger administrerende direktør i SEAS-NVE, Jesper Hjulmand:

– Ved at vores elnetselskab nu har fået sit eget navn – CERIUS – og har fået sit eget logo og visuelle udtryk, der er synlig på for eksempel servicebiler og medarbejdernes arbejdstøj, er det nu helt klart for forbrugerne, hvad forskellige medarbejdere i SEAS-NVE-koncernen kan og må hjælpe med ifølge loven.

Frem mod sommer vil de sidste energiselskaber komme med nye navne og visuelle identiteter til deres forretninger.

Kommentarer

kommentarer