IEAs ros og gode råd til dansk energipolitik
Mandag fremlagde Det Internationale Energiagentur, IEA, sin evaluering af Danmarks energipolitik, både med ros og konstruktiv kritik. Rapporten indeholder mange gode råd, som bør medtænkes i regeringens udspil til en ny energiaftale, mener Dansk Energi.
Danmark er kommet imponerende langt på vejen mod et energisystem uden fossile brændsler – og formår stadig at bibeholde en robust energiforsyning. Sådan indledes Det Internationale Energiagentur (IEA)’s 209 sider lange evaluering af Danmarks energipolitik, der blev fremlagt mandag.
Samtidig er Danmark det land, der bedst formår at integrere energi fra sol og vind i elnettet, og dansk forskning og udvikling har beriget verden med grøn og effektiv energiteknologi, lyder det.
Rapporten indeholder også en serie anbefalinger til, hvordan Danmark bedst kan overkomme de næste udfordringer i den grønne omstilling. Blandt andet, skriver IEA, bør Danmark lægge en strategi for, hvordan øget elproduktion fra vedvarende kilder kan bruges som løftestang til at udfase brugen af fossile brændsler fra blandt andet fjernvarme og transportsektoren.
Hos Dansk Energi tager administrerende direktør Lars Aagaard godt imod rapporten fra IEA. Han håber, at rapportens anbefalinger vil blive afspejlet, når regeringen i starten af det nye år fremlægger sit udspil til en ny energiaftale, der rækker ud over 2020.
– Det er jo en stor luksus, at en af en så anerkendt institution som IEA netop nu kommer med en grundig analyse af udfordringer og løsninger for Danmark. IEA rammer hovedet på sømmet, i forhold til hvordan vi bedst fortsætter den grønne omstilling og gør det på markedsbaserede vilkår, siger han.
En anden af rapportens centrale anbefalinger er at ændre de danske energiafgifter, så de ikke modvirker de energi- og klimapolitiske mål. Her fremhæver IEA de høje danske elafgifter, der står i vejen for udrulningen af eldrevne varmepumper og elbiler i husholdningerne.
– Nogle konklusioner kunne vi næsten have gættet i forvejen. Det er jo oplagt, at det udfordrer den grønne omstilling, når el fra vores vindmøller beskattes hårdere end benzin og olie. Men det er kun godt, at IEA nu melder sig i koret, der anbefaler en lavere elafgift, siger Lars Aagaard.
Rapporten blev fremlagt mandag på en konference i København afholdt af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet og Dansk Energi.