Nyhetsartikkel

08 november 2017

Faldende elpriser til store erhvervskunder

Et elmarked med høj konkurrence er med til at sikre lave elpriser, og nye tal viser, at erhvervskunderne fortsat får lavere elpriser.

Energistyrelsen kom fredag med elprisstatistik for erhvervskunder for første halvår af 2017 baseret på elhandlernes indberetninger. Tallene viser at erhvervskundernes rene elpriser – det vil sige prisen for selve strømmen fraregnet skatter, afgifter, nettariffer og andet – er lavere første halvår i 2017 end samme periode sidste år.  Tallene viser, at prisen er faldet for langt størstedelen af erhvervskunder, og det vækker glæde hos Dansk Energi.

– De nye tal fra Energistyrelsen viser, at gennemsnitsprisen for de større erhvervskunder på detailmarkedet ligger tæt på spotprisen på engrosmarkedet.  Det er udtryk for en fortsat benhård konkurrence på elmarkedet, som kommer erhvervskunderne til gode i form af lavere elpriser, siger Kamilla Thingvad, afdelingschef i Dansk Energi

De mindste erhvervskunder har i modsætning til resten af erhvervskunderne oplevet en stigning i gennemsnitsprisen. Energistyrelsen peger på, at der netop for denne kundegruppe har været en stigning dels i indberettede elsalg set i forhold til sidste halvdel af 2016, og dels i antallet af aftaler med faste priser.

Kamilla Thingvad fortæller:

– Man kan jo sige om fastprisaftaler, at nogle gange er de en fordel, andre gange er de ikke – ligesom fastforrentede lån i banken. Hvis disse fastprisaftaler er indgået på et tidspunkt, hvor spotprisen har været på et højt niveau, bliver prisen i disse aftaler naturligvis højere end priserne i dag vil være ved aftaler med variable priser.

Kommentarer

kommentarer