Nyhetsartikkel

20 september 2017

Koblingsledere og montører er hverdagens helte

Når danskerne har strøm i stikkontakterne 99,99 procent af tiden, så skyldes det ikke mindst rettidig omhu fra koblingsledere i kontrolrum og deres kolleger ude i marken.

Nogle (få) af hverdagens dramaer har konsekvenser for det danske elnet og bliver bemærket i et kontrolrum mange kilometer borte.

– I fredags rev en lastvogn med kran en 20 kV-ledning ned i Farsø, fortæller Rasmus Hougaard, der er koblingsleder den mandag Dansk Energi besøger N1’ i Aalborg.

N1, der er det nye navn for Eniig’s netselskab, har inviteret på ’en dag i kontrolrummet’, og vi er med fra kl. 7 om morgenen på en dag, hvor vejret næppe kommer til at påvirke elnettet. Solen skinner, og vinden er moderat.

I Danmark bliver de lokale elnet drevet fra op mod 40 kontrolrum, hvor dedikerede medarbejdere kan koble om og styre deres kolleger ude i marken, så færrest muligt bliver påvirket af planlagte eller ikke-planlagte strømafbrydelser. Danske familier og virksomheder har elektricitet i stikkontakterne 99,99 procent af tiden blandt andet på grund af rettidig omhu fra disse mænd.

På dagens vagt har Rasmus Hougaard selskab af seniorspecialist Per Søndergaard. Sammen styrer de N1’s nordlige forsyningsområde, der i gamle dage hed HEF Net og Aalborg Kommunale Elforsyning. I den anden ende af lokalet, der er godt fyldt op med store og små skærme, sidder tre kolleger, der styrer det sydlige område – altså det tidligere EnergiMidt Net. Selskaberne er fusioneret, men der er lidt endnu forskellige arbejdsgange og rutiner.

Forkullet kranvogn
Rasmus Hougaard og Per Søndergaard skiftes til at tage dagens opringninger, der typisk kommer fra N1’s montører ude på landevejene. I dag handler det om planlagte aktiviteter, men i fredags fyldte den nedrevne elledning i Farsø forholdsvis meget. Der var tale om en faretruende situation for lastbilchaufføren, der heldigvis ikke kom til skade. Til gengæld fik 1.250 kunder kortvarigt afbrudt deres strømforsyning.

For at minde om, at det kan være forbundet med livsfare at påkøre elledninger, hænger der i N1’s kontrolrum et ældre sort-hvidt foto af en fuldstændig forkullet kranvogn, der har fat i en elledning. Per Søndergaard kan reglerne fra Sikkerhedsstyrelsen på fingerspidserne: Vognmændene skal henvende sig til deres elnetselskab, hvis de kommer tættere end seks meter vandret og tre meter lodret på elledningerne, når der er tale om 10-40 kV højspændingsluftledninger.

– Det glemte de i fredags, konstaterer han.

Beskæring af buske og træer
En af dagens opgaver handler om at beskære træer og buske ved nogle luftledninger i Vindblæs i det nordvestlige Himmerland. 11 kunder har fem dage før fået varslet en strømafbrydelse fra kl. 9 til 12. Per Søndergaard kigger på en af sine skærme og simulerer en plan for, hvordan arbejdet kan udføres mest hensigtsmæssigt i forhold til det overordnede elnet. Endnu er 0,4 kV-nettet ikke med i simuleringerne.

– Men vi skal også sikre, at der ikke pludselig kommer spænding på fra andre sider. I ’gamle’ dage løb strømmen kun én vej – fra kraftværker til kunder – men nu kan der også komme strøm fra solceller og generatorer helt ude i enden af distributionsnettet, fortæller Per Søndergaard, der har været ansat i HEF siden november 1977 og derfor taler med en vis erfaring.

Planen er klar, og ude i sit arbejdskøretøj får montør Per Lyngsø Jensen sin arbejdstilladelse. De 11 kunder skal afbrydes manuelt, så træbeskæringen kan gå i gang.

Alarmlampen lyder. Der sker et eller andet på en hovedstation ved Nibe, men om der er tale om en lækat, en tyveknægt eller noget helt tredje, kan kontrolrummet ikke konstatere på distancen. Det er højlys dag, så Rasmus Hougaard og Per Søndergaard beslutter at se tiden an… forsyningen er ikke truet.

Tilladelse til at grave
En anden af dagens opgaver drejer sig om en planlagt udkobling af et 60 kV-kabel på Skydebanevej i det vestlige Aalborg. En entreprenør skal tæt på kablet have gravet et stykke fibernet ned i jorden i det befolkningstætte område. Per Søndergaard går i gang med at simulere en koblingsplan, så netkunderne i området kan slippe for en strømafbrydelse.

I store dele af det danske elnet kan husstande og firmaer få elektricitet fra to sider, så det er ’kun’ et spørgsmål om at tænke sig om og lave en god plan. For at sikre, at entreprenøren ikke graver nede i kablet, sender Per Søndergaard også en kollega ud for at give råd og vejledning. Netop graveskader er – efter at elnetselskaberne har kabellagt de fleste strækninger – en af de væsentligste årsager til fejl på elnettet.

– Så er Skydebanevej koblet fra, siger Per Søndergaard og giver en arbejdstilladelse til fiberprojektet. Alle den slags tilladelser bliver registreret i N1’s Scada-system, så der er en historik, og så andre koblingsledere, for eksempel efter et vagtskifte, kan holde sig orienteret. Og som modtagerne af de grønne lys kan læse: ’Det er forbundet med livsfare ikke at følge arbejdstilladelsen’.

Fusionen skal gøres færdig
De procedurer, Rasmus Hougaard og Per Søndergaard følger, er opbygget på baggrund af årtiers erfaringer.

Kollegerne i kontrolrummet, der varetager N1’s sydområde i den anden ende af lokalet, gør tingene på næsten, men også kun næsten, samme måde, hvad angår koblinger, håndtering af alarmer, sikring mod overbelastning og samarbejde med Energinet, naboselskaber og beredskabsmyndigheder. Derudover er der også forskel på at styre kompleksiteten i det tætbefolkede Aalborg City og landområderne.

– Vi har stadig to set-ups, men de næste måneder vil vi gøre en stor indsats for at lære af hinanden og tilpasse systemer, så vi fremover kan køre med én fælles løsning. Heldigvis opererer vi på samme Scada-styringssystem, siger kontrolrummets chef, afdelingsleder Jan Hvid Schmidt, der har som mål, at denne del af fusionen er gennemført 1. februar 2018.

Fremover skal koblingslederne altså arbejde i hele området, der går fra Limfjorden i nord til Gudenåens udspring i Tørring ved Vejle i syd. Lokalkendskab er vigtigt, så Jan Hvid Schmidt regner med, at vagtplanen i hvert fald i begyndelsen vil blive tilrettelagt, så der både er nord- og sydfolk i kontrolrummet.

– For 10-15 år siden havde koblingslederne overblik over det hele, men nu er området så stort, at vi skal tænke på en anden måde. Kompetenceudvikling er centralt, så vi skal have et årshjul med øvelser, siger Jan Hvid Schmidt, der ser frem til, at it-systemet udover strækningerne på 10, 20 og 60 kV også kan visualisere og simulere 0,4 kV-nettet. Succeskriteriet er fejlfri håndtering af alle koblinger og optimal beredskabshåndtering samt velfungerende samarbejde med alle netselskaber.

Fejl på udstyr i Vindblæs
I mellemtiden har Per Søndergaard hørt fra Per Lyngsø Jensen ude i Vindblæs. Han har afbrudt to faser på luftledningen, men det kniber med den tredje, for en klemme i højspændingsafbryderen i toppen af en mast er gået i stykker. Dermed er det lille projekt forvandlet fra en planlagt opgave til en fejl.

Per Søndergaard går i gang med at lave en ny og mere omfattende koblingsplan, så træerne kan blive beskåret, og Per Lyngsø Jensen og hans makker ikke skal køre alt for meget rundt i landskabet for at koble ledninger ud.

Alle 60 kV-stationer kan styres fra kontrolrummet. I N1’s nordlige område findes der seks autonome 10/20 kV-stationer, der automatisk kobler ud, kan bortkoble fejl og reetablere forsyningen til ikke-fejlramte anlæg uden koblingslederens indblanding. N1 har ligeledes i det nordlige område cirka 600 styrbare 10/20 kV-stationer, som koblingslederen kan styre fra kontrolrummet.

Planen er lagt, og Per Lyngsø Jensen får et nyt ok. I mellemtiden har han opdaget, at en bøjle på en ledning i toppen af en mast har fået et brandsår. Ledningen er stadig i drift, men Per Søndergaard laver et notat til drift- og vedligeholdelsesafdelingen om at skifte bøjlen ved lejlighed.

Højsæson for mejetærskere
Politiet har ringet til N1’s callcenter i Silkeborg. Et kabelskab på Sonjavej i Aalborg er blevet påkørt. Rasmus Hougaard og Per Søndergaard kan ikke se strømafbrydelser på deres skærme, men de bemærker, at montør Anders Christensen er i nærheden, så de beder han om at kigge på miseren. Et ødelagt kabelskab kan være til fare for pilfingre, og der skal sendes en regning til skadevolder.

Meldingen tilbage til kontrolrummet er, at der er tale om et tv-skab, så Per Søndergaard sender sagen videre til TDC.

– Det er en særdeles rolig dag, men vi har en del skader på kabelskabe i øjeblikket. Mange af vores 100.000 kabelskabe står ude på landet, og lige nu er det højsæson for mejetærskere og slåning af græsrabatter, fortæller Rasmus Hougaard efter at have håndteret et opkald fra en netkunde, der har mistet strømmen på grund af et påkørt kabelskab langt ude på landet.

Dagvagten er slut kl. 15.30.

Relaterede links

Kilde: Dansk Energi

Kommentarer

kommentarer