Lave priser udfordrer langtidsholdbarheden i elmarkedet
Elprisen på engrosmarkedet er fortsat så lav, at investeringerne i at bygge nye vindmøller eller kraftværker ikke bliver foretaget uden støtte. Det kan udfordre forsyningssikkerheden, og samtidig betyder det, at den grønne omstilling endnu ikke foregår på markedsvilkår.
24,4 øre/KWh. Det var den gennemsnitlige elpris for Danmark som helhed i vinterhalvåret 2017. Prisen i Vestdanmark var som vanligt lidt lavere med 23,4 øre/KWh, mens prisen i Østdanmark var lidt højere med 25,4 øre/KWh. Det viser, den halvårlige markedsrapport for det danske engrosmarked for el, som Energitilsynet netop har udgivet. Priserne ligger på linje med priserne i de seneste år.
– Lave priser lyder dejligt for forbrugeren, men er fortsat en udfordring for langtidsholdbarheden af vores elmarked. Det skyldes, at indtjeningen på at sælge elektricitet – hvad enten det er kraftvarmeværker eller vindmøller – ikke modsvarer omkostningerne, siger Christian Dahl Winther, chefkonsulent i Dansk Energi.
Han forklarer nærmere:
– De lave elpriser betyder, at når et kraftvarmeværk lukker, bliver det ikke erstattet af ny produktionskapacitet. Det udfordrer forsyningssikkerheden. Det betyder også, at der er lange udsigter til at den grønne omstilling kan ske uden supplerende økonomisk støtte i form af tilskud fra statskassen.
Dansk Energis egne elprisscenarier viser, at en af de vigtigste faktorer til at sikre en markedsbaseret udrulning af vind- og solenergi er at få en bedre CO2-pris på det europæiske kvotehandelssystem. En anden afgørende faktor for markedsbaseret vind og sol er forbedrede eksportmuligheder til kontinentet og etablering af det planlagte elkabel til UK.
– Nye udlandsforbindelser – eller blot udnyttelse af de forbindelser, som allerede er bygget – er afgørende for levedygtigheden af det danske elmarked. Hvis vi ønsker en grøn omstilling, der er drevet af indtjening på elmarkedet frem for økonomisk støtte, så er dette simpelthen must-win battles, siger Christian Dahl Winther.