Nyhetsartikkel

25 april 2017

Fem nedslag i Energikommissionens rapport

Dansk Energi har fem nedslagspunkter i Energikommissionens rapport.

I vid udstrækning flugter kommissionens ambitioner med Dansk Energis energipolitiske ambitioner. Men rapporten efterlader et behov for en strategi for de danske kraftvarmeværker.

Energikommissionens rapport markerer et paradigmeskifte i energipolitikken. Rapporten er en samling trends og pejlemærker, der markerer skiftet. Dansk Energi ser fem markante nedslagspunkter:
Elektrificering står centralt i rapporten og bliver set som både en fortsættelse af den grønne omstilling og en vej til at integrere hele energisystemet. Herunder betoner Energikommissionen, at elektrificeringen kun kan lykkes, hvis uhensigtsmæssighederne i afgiftssystemet håndteres. Dansk Energi mener, at næste energiaftale skal håndtere den rekordhøje danske elafgift, så det bliver lettere at være energikunde, og det giver mening at bruge den stadigt grønnere strøm.
Øget forskningsindsats. Danmark er det land i verden, hvor energieksport udgør den største andel af vareeksporten. Energikommissionen anbefaler at fastholde den styrkeposition ved at øge de ellers halverede forskningsmidler til 800 mio. kr. til en mia. kr. årligt frem mod 2020. Dansk Energi mener, at det er nødvendigt at få de offentlige investeringer op i omdrejninger igen, hvis branchen fortsat skal levere et vækstbidrag til Danmark. Det er ikke længe siden, Danmark investerede over en milliard om året. Hvis vi skal være rigtig ambitiøse og matche den globale konkurrence, skal vi som minimum nå milliard-niveauet, hvis der kan findes finansiering.
Efterlysning: En strategi for kraftvarmeværkerne. Energikommissionens formuleringer peger i retning af, at fremtidens energisystem bliver brændselsfrit. Kommissionen anerkender dog samtidig, at det kan blive en udfordring at sikre tilstrækkelig fleksibilitet i elsystemet til at opretholde elforsyningssikkerheden på det nuværende høje niveau. Dansk Energi deler Energikommissionens bekymring: Det er usikkert om markedet på kort sigt kan levere de prissignaler, som sikrer rentabilitet i fleksible kraftværker. Når lave elpriser på el-engrosmarkedet sammenholdes med dårlig adgang til el-udveksling mod syd, og fortsatte krav til værkerne om vederlagsfri leverancer af tekniske ydelser til Energinet.dk, så tegner der sig et bekymrende billede for økonomien i fleksibel elproduktion. Dilemmaet er i en nøddeskal, at vi stadig har brug for kraftværker til at levere fleksibilitet, men at de pt. lukker eller alene orienterer sig mod varmeproduktion. Derfor mener Dansk Energi, at der er brug for en klar strategi for de danske kraftvarmeværker.
Vedvarende energi på markedsvilkår. Vi skal fortsat udbygge med vedvarende energi, understreger Energikommissionen, der anbefaler en mere markedsbaseret tilgang. Dansk Energi deler Energikommissionens ambition om en mere markedsbaseret tilgang til udbygning med vedvarende energi. Ligeledes bakker Dansk Energi op om Energikommissionens pointe om, at den nuværende elpris er på et niveau, der ikke kan forrente ny energikapacitet. Hverken vedvarende eller traditionel. En periode med fortsat støtte er dog fuldt kompatibelt med Energikommissionens ønske om en markedskonform ordning, der minimerer de samfundsøkonomiske omkostninger samt støtteudgifterne. I den sammenhæng er det vigtigt, at der tages højde for de forskellige teknologiers samlede bidrag herunder indirekte støtte, eksternaliteter og energimarkedets behov som for eksempel forsyningssikkerheden, som også Energikommissionen betoner.
Energieffektivisering med strategisk blik. Energikommissionen anbefaler, at et effektivt energiforbrug ikke kun handler om at reducere energiforbrug, men også afspejler de langsigtede energipolitiske mål og derfor reducerer fossilt energiforbrug. Dansk Energi ser dette som det væsentlige pejlemærker for energieffektiviseringsindsatsen fremover, og her er det nødvendigt at lægge et nyt og mere strategisk perspektiv på den nuværende energispareindsats.
Kilde: Dansk Energi

 

Kommentarer

kommentarer