Så kom analysen om overskudsvarme
Endelig kom regeringens længe ventede analyse om overskudsvarme. Analysen indeholder en del positive takter, men undlader desværre at besvare spørgsmål, som stadig er aktuelle, påpeker Dansk Energi.
Analysens anbefaling om at se nærmere på elafgifter er helt i tråd med, hvad Dansk Energi har påpeget længe. Analysen anbefaler også, at der bliver set nærmere på tariffer for anvendelse af el i varmepumper, men det er som at sparke en åben dør op. Dansk Energi har nemlig allerede iværksat et arbejde om modernisering af tarifferne.
Der er stadig stort potentiale for yderligere udnyttelse af overskudsvarme i Danmark. Det bliver slået fast i den analyse med fokus på overskudsvarme, som regeringen fredag har offentliggjort. Analysen er den femte af i alt seks delanalyser af afgifter og tilskud på energiområdet.
I Dansk Energis optik er opgaven at sikre, at det er de samfundsøkonomisk sunde projekter med overskudsvarme, som realiseres. Desværre ses det af og til, at kommuner godkender overskudsvarmeprojekter, der ikke er samfundsøkonomisk hensigtsmæssige. Samtidig er der en række samfundsøkonomisk sunde overskudsvarmeprojekter, som i dag ikke realiseres, fordi de selskabsøkonomiske rammer ikke er tilstrækkeligt gode eller reglerne er for komplicerede. Det mener Dansk Energi er et stort problem og håber, at analysen vil åbne op for en mere nuanceret tilgang til at skelne mellem de hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige projekter.
Analysen peger lidt overraskende på, at selve overskudsvarmeafgiften er en relativt lille barriere for udnyttelse af overskudsvarme. Derimod ses elafgifter og -tariffer som den store udfordring. Det er en for unuanceret betragtning, mener Dansk Energi, idet man bør se på det samlede afgiftstryk.
Overskudsvarmeafgiften bidrager ligesom elafgifterne til et samlet afgiftstryk, der er forholdsvis højt for varmepumper. Dansk Energi har længe efterlyst en reform af energiafgifterne, herunder en generel nedsættelse af elafgiften.
Dansk Energi arbejder også på en ændring af den del af tarifferne, som eldistributionsselskaberne opkræver for at belønne fleksibilitet og øget brug af el i varmeforsyningen. Dansk Energi er klar til tættere dialog om både en reform af elafgifterne, Energinets eltariffer og tarifferne for eldistributionsnettene.
Selvom langt fra alle spørgsmål besvares, indeholder analysen om overskudsvarme gode takter og ambitioner om et mere simpelt system for beregning af overskudsvarmeafgift.
– Det ville være godt, hvis analysen kunne lede til en samlet politik omkring udnyttelse af overskudsvarme og eldrevne varmepumper i fjernvarmeforsyningen. En politisk aftale om overskudsvarme og afgifterne på el kan blive den katalysator, der skal til for, at vi kan få overskudsvarme og eldrevne varmepumper ind de steder i vores varmeforsyning, hvor det samfundsøkonomisk giver mening, siger Thomas Capral Henriksen, chefkonsulent hos Dansk Energi.
Balance at finde ny model for afgift
Regeringens analyse giver et bud på en ny og mere simpel model for overskudvarmeafgiften. Dansk Energi roser hensigten med at gøre reglerne mere simple, men påpeger, at er svært at gøre reglerne rimelige, så de skelner mellem ægte overskudsvarme og produktion af ”falsk” overskudsvarme, hvor en virksomhed for eksempel indfyrer ekstra brændsler med meget lav afgift til en industriel proces for at videresælge overskudsvarmen til et fjernvarmeselskab.
– Hensynet mellem en simpel og en ”rigtig” overskudsvarmeafgift er uhyre svær at finde. Delanalysen har et virkelig positivt fokus på hensynet til mere simple regler. Vi vil i den kommende tid se nærmere på om forslaget til ændring af overskudsvarmeafgiften tilgodeser de rigtige – og samfundsøkonomisk sunde – projekter tilstrækkeligt, siger Thomas Capral Henriksen.