Minister tror på dansk vandeventyr i Californien i milliardklassen
Danmark er kommet nærmere en samarbejdsaftale med Californien om eksport af vandløsninger for milliard, mener erhvervsministeren Brian Mikkelsen efter sit besøg i staten.
Eksport af vandløsninger og vandteknologi i stor stil fra Danmark til Californien er rykket et skridt nærmere, mener erhvervsministeren Brian Mikkelsen. Han har mødtes med guvernøren i staten, og de har aftalt en arbejdsplan, der skal føre til en underskrivelse af en aftale, der ifølge Brian Mikkelsen kan åbne for dansk eksport i milliardklassen.
Det skriver Berlingske Business.
«Jeg er meget optimistisk med hensyn til, at vi snart vil se tusindvis af arbejdspladser blive skabt i den danske vandindustri på grund af aftalen. Californien er verdens sjette største økonomi og lider under massive problemer med tørke som følge af vandspild og overforbrug af vand. Derfor har Californien besluttet at investere 52 mia. kr. i at forbedre deres vandforsyning. I Danmark har vi den viden og de produkter, der skal til for at reducere vandspild, rense spildevand og etablere en billig og effektiv vandforsyning. Jeg ser et eksporteventyr for vand på samme måde, som vi har set for vindkraft,» siger Brian Mikkelsen til avisen.
Han fortæller, at Californien kan blive et stort marked for danske vandløsninger, og at den danske vandbranche har et mål om at fordoble eksporten og skabe 4.000 nye arbejdspladser inden 2025. Heri er en aftale med Californien er en vigtig forudsætning for at nå det mål, lyder det fra Brian Mikkelsen.
Vejen til den kommende aftale er blevet banet i et samarbejde mellem Miljøstyrelsen, den danske ambassade i USA og den danske Water Technology Alliance-hub i Californien, der omfatter Grundfos, Aarhus Vand, Danfoss, DHI, Kampstrup, Rambøll Biometrics, Smith Innovation, Skytem og Leif Koch. Dertil er Industriens Fond med til at finansiere samarbejdet.