Nyhetsartikkel

16 mars 2017

Manglende politisk afklaring betyder stop for milliardinvesteringer i landvind

Landvind var højt på dagsordenen, da Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht mandag var i Esbjerg med Dansk Energi for at besøge Vattenfall og SE.

Energistyrelsens ny energifremskrivning viser nemlig, at der uden politisk handling vil ske et fuldt stop for opsætning af landvind allerede med udgangen af næste år. Dermed står investeringer for knap fem milliarder til at blive droppet. Opfordringen til regeringen fra socialdemokraten var derfor klar: Find en løsning nu.

Med mindre der kommer et politisk indgreb, vil der ifølge Energistyrelsens såkaldte basisfremskrivning ske et fuldt stop for opsætning af landvind med udgangen af 2018. En rundspørge blandt Dansk Energis medlemmer viser, at investeringer for knap fem milliarder kroner dermed vil blive droppet. Mange af projekterne i Vestjylland og alle med stor betydning for den danske vindmølleindustri og arbejdspladserne i den.

I Esbjerg har det betydning for både SE og Vattenfall, som er blandt Danmarks største udviklere af landvind, og mandag havde besøg af den lokale socialdemokrat Benny Engelbrecht.

– Vi investerer i landvind, fordi vi gerne vil bidrage til at gøre Danmarks energisystem mere bæredygtig, men vi mener, at det skal gøres på en måde, så vi alle har råd til at betale for regningen. Det bliver unødvendigt dyrt at nå vores klimamålsætninger uden landvind, og det mener jeg, man bør være opmærksom på, siger Niels Duedahl, adm. direktør i SE enligt netsidene til Dansk Energi.

Planlægningen af landvindsprojekter tager adskillige år blandt andet på grund af en helt nødvendig inddragelse af lokalområdet, men også som følge af lang sagsbehandling i kommunerne. Det slog Ole Bigum Nielsen, direktør i Vattenfall, fast under besøget i Esbjerg, hvorfra Vattenfall overvåger over 1.100 vindmøller.

– Som investor har vi brug for klare langsigtede rammer. I et planlægningsperspektiv kunne udgangen af 2018 lige så godt være i eftermiddag. Derfor haster det at få skabt klarhed over landvindens økonomiske ramme, hvis et fuldt stop efter 2018 skal undgås, sagde Ole Bigum Nielsen og understregede, at det vil være skadeligt for både industri, arbejdspladser og den grønne omstilling i Danmark.

Læs også: Presset landvind spejder efter ny model

Opsætning af nye landmøller vil ellers betyde, at der bliver færre møller i landskabet, fordi de nye møller er langt mere effektive, end dem de erstatter. Op mod halvdelen af den nuværende landvindkapacitet er 15 år eller ældre. For Socialdemokratiet understreger det vigtigheden af at få skabt afklaring.

– Ud over at være billig grøn energi står mange landmøller for at skulle udskiftes de kommende år. Det er et problem, hvis den udskiftning til færre mere effektive møller bliver sat i stå, fordi der er uklarhed om støtten efter 2018. Og en løsning kan ikke vente til et nyt energiforlig er på plads. Det kan jo tage lang tid. Så en klar opfordring fra os til regeringen om at finde en løsning hurtigt, lød det fra Benny Engelbrecht.

En lang periode uden nye vindmøller på land vil gå ud over regeringens grønne mål om, at halvdelen Danmarks energiforbrug skal være grønt i 2030 og i sidste ende øge prisen på den grønne omstilling.

Kilde: Dansk Energi

Kommentarer

kommentarer