Nyhetsartikkel

28 februar 2017

Teknologier skal konkurrere med måde

Energiteknologier skal konkurrere mere mod hinanden end i dag, men både mangfoldighed og forsyningssikkerhed skal tænkes med ind i et nyt støttesystem, lyder det fra partier i begge sider af Folketinget.

Fremtidens energistøtte skal tilrettelægges, så der bliver mere fokus på at lade teknologier dyste mod hinanden i et forsøg på at få mest muligt vedvarende energi for pengene. Så langt er de fleste af Folketingets partier enige, skriver Dansk Enegi på sine netsider.

Men enigheden omfatter også, at der er nødvendige hensyn at tage til mangfoldighed og forsyningssikkerhed, når systemet skal skrues sammen. Det fremgik ved en debat mellem en håndfuld energi- og klimaordførere i denne uge ved et arrangement om landvind på Christiansborg.

Energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) slog sin ambition for retningen fast fra talerstolen forud for debatten og lagde ikke skjul på, at der skal være konkurrence mellem teknologierne, fx via teknologineutrale udbud.

Hans partifælle, energi- og klimaordfører Thomas Danielsen uddybede dog hurtigt målet, efter at en række øvrige partier påpegede hensynet til have flere teknologier i Danmarks energimix – og flere eksportstrenge at spille på, når de grønne løsninger skal udbredes til hele verden.

– Jeg ser gerne en længere tidshorisont og mere teknologineutralitet, men man skal fortolke ministeren og mig meget firkantet, hvis man deraf udleder, at det skal foregå som et kæmpestort samlet udbud uden hensyn til geografi, teknologiudvikling og forsyningssikkerhed, sagde Thomas Danielsen, der også flere gange udtrykte en ambition om, at en kommende energiaftale skal rumme en markant elektrificering af Danmark, hvor efterspørgslen efter grøn strøm øges.

– Der skal nok komme et udspil til ny støtte snart, men om vi kan nå at få det på plads (til om et år hvor støtten til landvind udløber, red.) afhænger jo af de øvrige partier, tilføjede han.

Carsten Bang (LA) anerkendte også, at det godt kan være, at der skal være en mellemløsning til, inden vi når den totale teknologineutralitet, som er hans ideal. For Socialdemokratiet er fuldkommen teknologineutralitet til gengæld et utopia, der ikke har gang på jord i virkeligheden.

– Jeg støtter op om udbudstanken for at få omkostningerne ned, men helt teknologineutrale udbud er ikke vejen frem. Teknologineutralitet lyder godt i en liberal lærebog. Men der bliver jo ikke noget biogas, hvis man kun tager det billigste. Og der bliver ikke nogen udvikling inden for havmøller – og havde ikke været det i de sidste 10 år – hvis man kun tager det billigste. Så der skal jo være en underopdeling, sagde Jens Joel og fik støtte fra både SF og Enhedslisten.

– Man kan jo allokere en sum til for eksempel tre separate udbud for sol, landvind og havvind og så vælge at få mere VE for pengene, når det efterhånden bliver billigere, sagde formand for SF Pia Olsen Dyhr.

– Lad os holde nogle målrettede udbud på fx sol og landvind og se, hvad prisudviklingen bliver. Vi skal ikke være så bange for at planlægge på dette område, supplerede energiordfører Søren Egge Rasmussen (EL).

Læs også: Presset landvind spejder efter ny model

Kommentarer

kommentarer