Nyhetsartikkel

31 januar 2017

Ny strategi fra EUDP lægger vægt på energi som eksporterhverv

EUDP’s strategi for 2017-2019 er netop blevet offentliggjort. Global efterspørgsel og eksportmuligheder bliver pejlemærker i perioden.

 

I de kommende år skal dansk energiteknologi nå længere ud på de internationale markeder, hvis det står til EUDP, det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram. I en netop offentliggjort strategi for 2017-19 er fokus på den globale efterspørgsel, skriver Dansk Energi på sine nettsider.

Siden COP21-aftalen fra 2015 har der været en stigende efterspørgsel efter især vedvarende energiteknologi og energieffektive løsninger, og det kan få stor betydning for Danmark.

Danmark har i dag en global markedsandel på 2,5 procent, når det gælder vedvarende energi. Det betyder, at hvis markedet fortsætter uændret, vil Danmark de næste fem år eksportere grøn energiteknologi for 205 milliarder kroner. Men sætter internationale klimaaftaler yderligere skub i markedet, så er der store gevinster at hente for Danmark.

En analyse fra Dansk Energi viser, at stiger de globale investeringer i vedvarende energi, vil Danmarks eksport af energiteknologi øges med 20 milliarder de næste fem år. Men det forudsætter, at vi kan bevare vores markedsandel.

– EUDP har stillet skarpt på at matche den globale efterspørgsel med danske styrkepositioner inden for energiteknologi. Og potentialet for nye projekter er globalt set meget stort, så jo flere projekter, der kan levere eksportérbare teknologier, desto mere er der at vinde for Danmark i form af danske jobs og vækst, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt i en pressemeddelelse.

Hos Dansk Energi hilser forsknings- og teknologidirektør Jørgen S. Christensen den nye EUDP-strategi velkommen, og minder samtidig om, at politisk støtte og gode rammer er afgørende, hvis danske virksomheder skal bevare deres førerposition:

– Tidligere evalueringer har påvist, at EUDP-programmet medfører store gevinster for danske virksomheder. For hver krone tildelt under EUDP-programmet har deltagende virksomheder i gennemsnit en meromsætning på 2,5 kroner. Heraf er 1,7 krone eksport til udlandet. Derfor er EUDP-programmet en væsentlig faktor, når det gælder om at fastholde og udbygge vores danske styrke, når det gælder energiteknologi. Og derfor skal rammerne også fremover være på plads, så vi fortsat kan udvikle og forske på højt plan, siger Jørgen S. Christensen.

Han hæfter sig derfor ved, at Danmark som en del af det internationale forskningsinitiativ, Mission Innovation, har forpligtet sig til at fordoble EUDP-budgettet til 580 millioner kroner frem mod 2020.

Danske virksomheder eksporterede i 2015 energiteknologi for 71,4 milliarder kroner. Dermed udgør eksporten af energiteknologi 11 procent af den samlede danske vareeksport.

Kommentarer

kommentarer