Nyhetsartikkel

15 januar 2017

Miljøøkonomisk vismand: Energibesparelser skal give mening

Giver det klimamæssigt mening at slukke lyset og købe et energieffektivt køleskab, når vores el i stigende grad kommer fra vindmøller og bæredygtig biomasse? Ikke altid, skriver miljøøkonomisk vismand Lars Gårn Hansen i Altinget.

I stedet skal vi reducere klimabelastningen gennem CO2-afgifter.

Det ligger nærmest på rygraden hos mange danskere, at vi skal slukke lyset, når vi går ud af et rum, og at TV’ets standbyforbrug er ensbetydende med smeltende poler. Men vi skal fremover bliver skarpere på, i hvor høj grad besparelserne også har klimaeffekt, mener miljøøkonomisk vismand, Lars Gårn Hansen.

Når omkring 3/4 af vores el i dag kommer fra ikke-fossile energikilder – en andel, der stiger i de kommende år – skal vi overveje, hvilken energibesparelse, der giver mest effekt for pengene, lyder det fra Lars Gårn Hansen:

– Målsætningen om at mindske energiforbruget omfatter således både grøn vedvarende energi og sort forurenende energi, skriver han i Altinget torsdag og fortsætter:

– Det er svært at se fornuften bag et sådant mål, for hvad er miljøgevinsten ved at reducere den grønne energiproduktion? En generel sænkning af energiforbruget er således et dyrere virkemiddel end målrettet reduktion af det forurenende energiforbrug.

Hans indspark til debatten giver grund til at overveje, hvordan vi bør indrette vores politik for energieffektivitet, mener Kamilla Thingvad, afdelingschef hos Dansk Energi:

– Effektivitet er en vigtig konkurrenceparameter, og vi skal hele tiden stræbe mod at bruge vores energi bedre. Men vi skal have det langsigtede mål om bæredygtig energiforsyning og – forbrug for øje. Det handler i vores optik om, at skabe størst mulig værdi af den energi, vi forbruger – med andre ord om at sikre balancen mellem udbygningen af grøn energi og energieffektivitet i stedet for at have absolutte sparemål.

I sommeren 2016 fremlagde Dansk Energi Giv Energien Videre med 29 anbefalinger til en fremtidig dansk energipolitik. Her var et centralt punkt, at energispareindsatsen skal gentænkes, så den understøtter og ikke modvirker omstillingen til grøn energi.

Kommentarer

kommentarer