Nyhetsartikkel

29 desember 2016

It-sikkerhed kræver nye investeringer

Fortsat høj leveringskvalitet kræver øget fokus på it-sikkerhed.

Det er en opgave, der langt fra er uden omkostninger. I en rundspørge blandt 20 elnetselskaber, som tegner sig for totredjedele af de danske elkunder, svarer 12 selskaber, at it-sikkerhed i høj eller meget høj grad kræver nye investeringer og efteruddannelse eller ny-ansættelse af medarbejdere.

It-sikkerhed er en opgave, der kan føjes på listen over nye opgaver hos danske elnetselskaber. I en rundspørge, Dansk Energi har foretaget blandt 20 elnetselskaber, som tegner sig for over 66 procent af de danske elkunder, svarer 12 selskaber, at it-sikkerhed er en opgave, der i høj eller meget høj grad kræver investeringer eller nye kompetencer.

Hos NRGi i Århusområdet regner de ifølge it-chef Michael Warrer med at bruge 600.000 – 800.000 kroner årligt på at efterleve de nye regler, der er blevet vedtaget torsdag af Folketinget.

– Der kan være stor forskel på omkostningerne afhængig af selskabernes størrelser, men det er vigtigt, at alle kommer med. Det må være ikke en undskyldning, at man er et lille selskab, men finansieringen skal så til gengæld være på plads. Det er derfor vigtigt, at der er politisk forståelse for, at de penge skal findes, så de udmærkede retningslinjer også kan udmøntes i virkeligheden, siger Michael Warrer.

Der er nemlig store omkostninger forbundet med it-sikkerhed. Ifølge analysebureauet Gartner forventes omkostningerne til it-sikkerhed i vesteuropæiske lande at stige med 23,5 procent fra 2015 til 2018.

Hos DONG Energy har it-sikkerhed længe været på dagsordenen, men især overvågning er en af de sikkerhedsopgaver, der er meget i fokus i øjeblikket, fortæller Martin Warming, Chief Information Security Officer.

– Sikring mod angreb skal være i orden, men overvågning er mindst ligeså vigtigt. Det er meget svært at sikre sig 100 procent mod angreb, så beredskabet handler i den grad også om at opdage, hvis nogen bryder ind og så handle på det. Det kræver investeringer i nye systemer og medarbejdere, siger Martin Warming.

Omkostningerne til den øgede sikkerhed skal dels afholdes over tarifferne og dels over selskabernes almindelige drift og er en af mange politisk pålagte opgaver, som selskaberne er forpligtet til at løse.

Kommentarer

kommentarer