Nyhetsartikkel

01 februar 2018

Nyt udspil gøder jorden for digital vækst

Regeringens digitale vækststrategi er et godt afsæt for at gribe den digitale omstillings muligheder. Energi bliver mere digitaliseret, derfor er det et rigtigt fokus på kompetencer. Det er også vigtigt at sikre fremtidens digitale infrastruktur.

Digitaliseringen griber også dybt ind i energibranchen. Data, it og grøn omstilling er en selvforstærkende positiv cirkel, som også vil skabe afsæt for nye produkter og løsninger. Derfor er det et rigtigt fokus regeringens digitale vækststrategi lægger på kompetencer, mener Dansk Energi.

– Digitale løsninger hænger tæt sammen med, at vi også fremover kan levere grøn, sikker og prisdygtig energi. Derfor hæfter vi os særligt ved, at der er fokus på at sikre flere it-specialister, som er en vigtig ressource og pt en mangelvare, siger Anders Stouge, viceadministrerende direktør i Dansk Energi.

Regeringen har fremlagt 38 initiativer blandt andet med fokus på kompetencer og et fokus på investeringer i digital infrastruktur.

– Som repræsentant for nogle af de største investorer i digital infrastruktur, hilser vi det meget velkomment, at regeringen vil se på at tilpasse afskrivningsreglerne for erhvervslivets digitale investeringer. Dansk erhvervsliv har brug for en digital infrastruktur i verdensklasse, og derfor er det vigtigt, at virksomhederne får de bedste kort på hånden i den digitale økonomi, siger Anders Stouge.

Han roser også initiativerne under overskriften ”agil erhvervsregulering”:

– Agil erhvervsregulering er alfa-omega, da digitalisering hele tiden giver nye og andre muligheder, der rækker udover eksisterende lovgivning. Det kræver derfor smidig myndighedshåndtering og mindre silotækning, så reguleringen kan sikre, vi høster gevinsterne af digitalisering.
BAGGRUNDSINFORMATION

Virksomheder kan afskrive udgiften til en ny bredbåndsforbindelse med maksimalt 20 procent om året. Hvis udgiften er på 13.200 kr. eller mindre, kan hele udgiften fratrækkes i det indkomstår, hvori den forfalder til betaling.

En ny og bedre bredbåndsforbindelse koster for virksomheder ofte tættere på 50.000-100.000 kr. eller mere.

Dansk Energi ser som en mulighed, at man kan hæve beløbsgrænsen for straksafskrivning, som i dag blot ligger på ca. 13.000 kr., eller man kan hæve den årlige afskrivningssats fra de nuværende blot 20 procent per år.

Kommentarer

kommentarer