Nyhetsartikkel

04 april 2018

Massiv udbygning med havvind i Holland

Holland skruer op for ambitionerne om vedvarende energi og planlægger yderligere 7 GW havvind inden 2030. Danmark bør lade sig inspirere af det hollandske eksempel, mener Dansk Energi.

Holland har 4.5 GW havvind i pipelinen inden 2023, og nu lægger landet 7 ekstra gigawatt oveni. Det vil betyde en samlet havvinds kapacitet på 11.5 GW i 2030.

Til sammenligning har Danmark i dag en havvinds kapacitet på 1,3 GW og yderligere 1,35 GW planlagt frem mod 2020.

– Den hollandske udbygning afspejler, at omkostningerne for havvind er lavere end nogensinde før og understreger behovet for, at vi i Danmark fastholder, understøtter og udnytter den favorable prisudvikling, hvis vi fortsat ønsker at være verdens førende i havvind og grøn omstilling, siger Kristine van het Erve Grunnet, afdelingschef i Dansk Energi.

Energiaftale med fokus på havvind
Ifølge Kristine van het Erve Grunnet bør den kommende energiaftale indeholde en ambitiøs vision for udbygningen af havvind med konkrete planer for nye havvindmølleparker herunder en park inden 2025.

Energiaftalen er ligeledes en mulighed for at styrke Danmarks position blandt flere ambitiøse lande som model-land for, hvordan de regulatoriske rammer for nye udbud skal designes. Det er nemlig ikke kun udbygningstakt, der driver prisudviklingen, men i høj grad også måden hvorpå man indretter udbudsordninger, herunder hvilke projektelementer man konkurrenceudsætter.

– Der er behov for en ny udbudsmodel, hvor større dele af projektet herunder net-tilslutning udbydes til kommercielle aktører for fortsat at sikre billig grøn strøm til danskerne, siger Kristine van het Erve Grunnet.

Kommentarer

kommentarer