Nyhetsartikkel

21 august 2017

Siemens Gamesa afskediger 600 i Aalborg

Vindmølleproducenten Siemens Gamesa Renewable Energy foretager en kraftig reduktion i arbejdsstyrken på sin vingefabrik i Aalborg, hvilket sker som reaktion på ændrede markedsforhold og intensiveret konkurrence.

I alt vil 730 medarbejdere på fabrikken, som i dag har 2100 ansatte, blive berørt, idet 600 ventes afskediget per 30. september 2017, mens 130 vil blive omplaceret på fabrikken.

Det oplyser Siemens Gamesa til Ritzau Finans.

– Vi er kede af det på de her mange medarbejderes vegne og håber, at vi med et tæt samarbejde med Aalborg Kommune hurtigt kan få folk videre i beskæftigelse, siger Jan Kristensen, kommunikationschef i Siemens Gamesa Renewable Energy, til Ritzau Finans.

– Det er nødvendigt at tage dette svære skifte, for at vores forretning kan forblive konkurrencedygtig og bedre i stand til at reagere på skiftende efterspørgsel fra vores kunder, forklarer han.

Beslutningen skal også ses i lyset af stigende krav til leverandørerne om lokalt produceret indhold på nye markeder, og i kampen for hele tiden at nedbringe omkostningerne er det ifølge selskabet også afgørende at få minimeret logistikomkostningerne.

Siemens Gamesa kom i slutningen af juli med et skuffende regnskab for perioden april, maj og juni, som blandt andet viste et fald i ordrebogen på 20 pct. i forhold udgangen af juni sidste år.

Baseret på leverancerne i 2016 er Siemens Gamesa med en markedsandel på 13,2 pct. ifølge konsulentfirmaet FTI verdens næststørste vindmølleproducent efter Vestas, som til sammenligning har en andel på 15,8 pct. af det globale marked.

Kommentarer

kommentarer