Nyhetsartikkel

14 juni 2017

Elnettet dør neppe foreløpig

Solceller, batterier og trådløs transmisjon av elektrisitet kan – kanskje – utfordre energibransjen.

På det første foto fra New York anno 1900 ser vi mange hestevogne og én bil. På det næste billede fra New York taget 13 år senere er der mange biler og én hest.

– Det er disruption, siger futurist og disruptionekspert Lone Thier, der mener, at dele af energibranchen i pagt med definitionen på disruption risikerer at blive ’ødelagt eller radikalt transformeret’ inden for de næste få år, skriver Dansk Energi på sine netsider.

I forbindelse med Energiens Topmøde har Lone Thier deltaget i en debat under titlen ”Nye teknologier kommer – vil elnettet dø?” med forsknings- og teknologidirektør Jørgen S. Christensen fra Dansk Energi. Lone Thier mener, at Danmark har for stor tillid til vindenergi og påpeger, at priserne på solceller og batterier bare falder og falder. Dét kombineret med nye APP’s og metoder til at handle direkte mellem elkunder kan give disruption.

– Se på Teslas hjemmeside. Batterier er ikke længere monstre, men små fikse ting der kan kombineres med lækre teglsten med solceller, påpeger Lone Thier og nævner, at den slags små energianlæg for eksempel åbner for elhandel mellem naboer som kan ske ved hjælp af Blockchain.

– Mellemhandlerne forsvinder, forudsiger Lone Thier.

Verdens bedste vindmøller
Jørgen S. Christensen er enig i, at solceller og batterier takket være de prisfald, vi ser i disse år, kan udfordre dele af energibranchen især længere mod syd. I Danmark er ’verdens bedste kulfyrede kraftværker’ ved at blive tvunget ud af business blandt andet af ’verdens bedste vindmøller’, men Jørgen S. Christensen vurderer, at det bliver svært at disrupte elnettet, så længe det leverer varen, som det er tilfældet i Danmark. Her har kunderne i gennemsnit strøm i stikkontakterne 99,99 procent af tiden til en fornuftig pris.

– Solceller bliver en gamechanger på globalt plan, men jeg tror på værdien af et sammenhængende elsystem, siger Jørgen S. Christensen, der på topmødet viste en serie billeder fra et hus i Göteborg. Her har ingeniør Hans-Olof Nilsson gjort sin bolig klar til at gå offgrid ved hjælp af investeringer i solceller, batterier, varmepumper og meget andet. I alt har Hans-Olof Nilsson investereret 15 mio. kr. i denne ingeniørernes drøm af et hus.

– Jeg har en forstående kone, men jeg tror ikke, at hun vil være med til, at vi fylder vores kælder op med så meget isenkram, siger Jørgen S. Christensen, der i forhold til det økonomiske konkluderer, at det slet ikke hænger sammen. Hans egen reelle elpris – renset for elafgifter, moms og andet til fællesskabet – ligger på omkring 2.300 kr. om året.

El til rummet tur retur
Lone Thier har imidlertid også et andet bud på en mulig disruption: Trådløs overførsel af elektricitet. Firmaet ReBeam arbejder intenst på en metode, hvor strøm sendes fra for eksempel en solcellepark via en satellit til kunderne.

– Trådløs strøm… det ville være en gamechanger. Jeg har hørt om det med jævne mellemrum, siden jeg blev uddannet i 90’erne. Jeg har lige set en artikel fra 2006, hvor teknologien også lige var ved at være der. Trådløs strøm handler om laserteknologi, og jeg vil nødig stå på tværs, når der sendes høj effekt gennem luften, fastslår Jørgen S. Christensen.

Diskussionen mellem Thier og Christensen på Energiens Topmøde endte med en slags enighed om, at kunder i fremtiden – disruption eller ej – i hvert fald vil efterspørge gennemskuelige, billige, miljøvenlige og effektive produkter. Dem, der ikke kan levere det, vil hurtigt være ’out of business’.

Kommentarer

kommentarer