Nyhetsartikkel

25 april 2017

For andet år på rad: Bornholm nominert til europeisk energipris

Bornholm kan vinde europæisk energipris for andet år på rad.

Det står klart efter at det er blevet offentliggjort, at Bornholms Energi & Forsyning er en ud af tre finalister i kategorien ’Energy Islands’ i kampen om en EU Sustainable Energy Award 2017. I 2016 vandt det bornholmske EcoGrid-projekt kategorien ”bedste projekt for forbrugerne”.

Bornholm er en Bright Green Island. Og lyset fra øen i Østersøen skinner så klart, at det ikke er til at overse i Bruxelles, hvor EU-Kommissionen holder til.

Bornholms Energi & Forsyning er nemlig en af ud af tre finalister, der kan vinde en EU Sustainable Energy Award 2017 i kategorien ’Energy Islands’. Prisen uddeles i forbindelse med EU Sustainable Energy Week, der sætter fokus på energibesparelser og omstillingen til vedvarende energi. I 2016 vandt det bornholmske EcoGrid-projekt i kategorien ’bedste projekt for forbrugerne’.

– Det er en præstation i sig selv, at det lykkes for vores ø at være nomineret til en EU-pris, som er tildeles de fremmeste initiativer inden for grøn omstilling i Europa. Selvfølgelig vil det være flot at vinde prisen igen, men på Bornholms vegne er jeg også stolt af at være nomineret – det er flot, siger Lars Goldschmidt, der er bestyrelsesformand for Bornholms Energi & Forsyning, i en pressemeddelelse.

Bornholms Energi & Forsyning er samarbejdspartner i en lang række forsknings- og udviklingsprojekter. Det er blandt andet fordi 75 % af den el, som produceres på Bornholm og 45 % af den el, der bliver brugt kommer fra vind, sol og biomasse. Den store andel af vedvarende energi i elnettet gør Bornholm til unik test-facilitet for fremtidens intelligente elnet, Smart Grid. Samtidig gør Bornholms geografiske placering, at man kan isolere elforsyningen fra andre elnet, hvilket giver et mere præcist datagrundlag. Derudover er Bornholm et komplet mini-samfund med hospital, skoler, huse og arbejdspladser, hvilket gør det attraktivt at lave forsøg i fuld skala på øen.

– At Bornholm er i finalen som ét af de mest interessante energisystemer i Europa, sender et klart signal til os alle hér på Bornholm om, at det giver mening, at holde fast i vores strategi omkring Bright Green Island. Den er en forudsætning for at skabe den vækst og udvikling, der er så afgørende for vores ø. Vi skal holde fast i vores ambition om at være et CO2-neutralt samfund i 2025 – det, synes jeg, bliver tydeligt, når selv EU-kommissionen er opmærksom på vores resultater, siger Lars Goldschmidt.

Det afsløres den 20. juni, hvem der tildeles EU Sustainable Energy Awards 2017.

Om EU Sustainable Energy Awards
EU Sustainable Energy Awards uddeles i 2017 i fire kategorier til årets bedste energiprojekter for deres evne til at bruge innovative løsninger til at skabe en mere sikker, effektiv og grøn energiproduktion- og anvendelse.

Prisen uddeles i forbindelse med EU Sustainable Energy Week, et initiativ, som EU-kommissionen startede i 2006 for at skabe rammerne for energibesparelser og en bevægelse mod et grønt bæredygtigt energisystem i fremtiden.

Finalisterne i Energy Islands kategorien er:
• Bornholms Energi & Forsyning (Danmark)
• Piraeus University of Applied Sciences (Grækenland)
• European Small Islands Federation (Finland)

Kommentarer

kommentarer